John Gabriel Borkman
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf
Om verket
Les mer om verket
Omtrent samtidig med nærværende originaludgave
udkommer en engelsk, en tysk, en fransk og en russisk
af forfatteren autoriseret udgave. Noget senere følger
oversættelser på hollandsk, ungarsk, bøhmisk, polsk og
italiensk.
JOHN GABRIEL BORKMAN
JOHN GABRIEL BORKMAN
SKUESPIL I FIRE AKTER
[ Den Gyldendalske Boghandels forlagslogo. ]
KØBENHAVN

GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)

LONDON

WILLIAM HEINEMANN

1896

COPYRIGHT 1896
ENTERED AT STATIONERS' HALL AND AT LIBRARY OF
CONGRESS WASHINGTON, U. S. A.,
BY PAUL REYNOLDS.
GRÆBES BOGTRYKKERI
PERSONERNE:
John Gabriel Borkman, forhenværende bankchef.
Fru Gunhild Borkman, hans hustru.
Student Erhart Borkman, deres søn.
Frøken Ella Rentheim, fru Borkmans tvillingsøster.
Fru Fanny Wilton.
Vilhelm Foldal, extraskriver i et regeringskontor.
Frida Foldal, hans datter.
Fru Borkmans stuepige.

Handlingen foregår en vinteraften på den rentheimske
familiegård udenfor hovedstaden.

FØRSTE AKT.

(Fru Borkmans dagligstue, udstyret med gammeldags
falmet pragt. En åben skydedør fører ind i en havestue
med vinduer og glasdør i baggrunden. Derigennem udsigt
til haven, hvor snevejret fyger i tusmørket. På højre side-
væg indgangsdør fra forstuen. Længere fremme en stor,
gammel jernovn med ild i. Til venstre, noget tilbage, en
enkelt, mindre dør. Foran på samme side et vindu, dækket
af tykke forhæng. Mellem vinduet og døren en kanapé med
hestehårs betræk og med et tæppebelagt bord foran. På
bordet en tændt lampe med skærm. Ved ovnen en høj-
rygget lænestol.)
(Fru Gunhild Borkman sidder på kanapéen med sit
hækletøj. Hun er en ældre dame af koldt, fornemt udseende,
med stiv holdning og ubevægelige ansigtstræk. Hendes rige
hår er stærkt grånet. Hænderne fine, gennemsigtige. Klædt
i en tyk mørk silkedragt, som oprindelig har været elegant,
men nu noget slidt og medtagen. Uldsjal over skuldrene.)
(Hun sidder en stund opret og urørlig ved hækletøjet.
Så høres udenfor bjældeklang fra en forbikørende slæde.)
Fru Borkman
(lytter op; det tindrer af glæde i hendes øjne og hun hvisker
uvilkårligt )
:
Erhart! Endelig!
( Hun rejser sig og sér ud gennem forhænget. Synes skuffet
og sætter sig igen på kanapéen til sit arbejde.)
(Stuepigen kommer lidt efter ind fra entréen med et visit-
kort på en liden brikke.)
1
s. 2
Fru Borkman
(hurtig).
Kom studenten alligevel?
Stuepigen.
Nej, frue. Men her er en dame ude –
Fru Borkman
(lægger hækletøjet tilside).
Nå, fru Wilton altså –
Stuepigen
(går nærmere).
Nej, det er en fremmed dame –
Fru Borkman
(rækker efter kortet).
Lad mig sé – (læser; rejser sig hurtig og ser stivt
på pigen.)
Er De viss på, at det er til mig?
Stuepigen.
Ja, jeg forstod det, som det var til fruen.
Fru Borkman.
Bad hun om at få tale med fru Borkman?
s. 3
Stuepigen.
Jaha, det gjorde hun.
Fru Borkman
(kort; besluttet).
Godt. Så sig, at jeg er hjemme.
(Stuepigen åbner døren for den fremmede dame og går
selv ud.)
(Frøken Ella Rentheim kommer ind i stuen. Hun
ligner søsteren af udséende ; men hendes ansigt har et mere
lidende end hårdt udtryk. Det bærer endnu præg af stor,
karakterfuld skønhed i tidligere år. Det svære hår er strøget
op i naturlige bukler fra panden og er ganske sølvhvidt.
Hun er klædt i sort fløjl med hat og peltsfodret kåbe af
samme stof.)
(Begge søstrene står en stund i taushed og sér prøvende
på hinanden. Hver af dem venter øjensynlig, at den anden
skal tale først.)
Ella Rentheim,
(som har holdt sig i nærheden af døren).
Ja, du sér nok forundret på mig, du,
Gunhild.
Fru Borkman
(står ubevægelig oprejst mellem kanapéen og bordet og støtter
fingerspidsene mod tæppet)
.
Går du ikke fejl? Forvalteren bor jo i
sidebygningen, véd du.
1*
s. 4
Ella Rentheim.
Det er ikke forvalteren, jeg skal tale med
i dag.
Fru Borkman.
Er det da mig, du vil noget?
Ella Rentheim.
Ja. Jeg må tale nogen ord med dig.
Fru Borkman
(kommer frem på gulvet).
Nå, – så sæt dig ned da.
Ella Rentheim.
Tak; jeg kan godt stå så længe.
Fru Borkman.
Ganske som du selv vil. Men løs ialfald
lidt på overtøjet.
Ella Rentheim
(knapper kåben op).
Ja, her er svært varmt –
s. 5
Fru Borkman.
Jeg fryser altid.
Ella Rentheim
(står en stund og sér på hende med armen hvilende på ryggen
af lænestolen)
.
Ja, – Gunhild, det er nu snart otte år
siden vi sidst såes .
Fru Borkman
(koldt).
Siden vi taltes ved ialfald.
Ella Rentheim.
Rettere sagt, taltes ved, ja. – For du har
vel set mig en gang imellem, – når jeg måtte
gøre min årsrejse hid til forvalteren.
Fru Borkman.
En gang eller to, tror jeg.
Ella Rentheim.
Jeg har også et par gange sét et skimt af
dig. I vinduet der.
s. 6
Fru Borkman.
Bag forhængene må det ha’ været. Du
har gode øjne, du. (hårdt og skærende.) Men sidste
gang vi taltes ved, – det var her inde i
stuen hos mig –
Ella Rentheim
(afværgende).
Ja, ja, jeg véd det, Gunhild!
Fru Borkman.
– ugen før han, – før han slap ud.
Ella Rentheim
(går opover gulvet).
Å, rør da ikke ved det!
Fru Borkman
(fast men dæmpet).
Det var ugen før han, – bankchefen kom
på fri fod igen.
Ella Rentheim
(fremover gulvet).
Å ja, ja, ja! Jeg glemmer nok ikke den
s. 7

stund! Men det er så altfor knugende at
tænke på. Bare det, at dvæle ved det et
eneste øjeblik – åh!
Fru Borkman
(dumpt).
Og så får tankerne aldrig lov til at kredse
om noget andet alligevel! (i udbrud; slår hænderne
sammen.)
Nej, jeg skønner det ikke! Aldrig i
verden! Jeg fatter ikke, at noget sådant noget,
– noget så forfærdeligt kan overgå en enkelt
familie! Og så, tænk, – vor familie! En
så fornem familie, som vor! Tænke sig til,
at det just skulde ramme den!
Ella Rentheim.
Å , Gunhild, – det var nok mange, mange
flere end vor familie, som det slag rammed.
Fru Borkman.
Nå ja; men alle disse her andre bryr jeg
mig ikke så stort om. For det var da jo
bare nogen penge – eller nogen papirer, –
som det gik ud over for dem. Men for os –!
s. 8

For mig! Og så for Erhart! Det barn, som
han dengang var! (i stigende oprør.) Skammen
over os to uskyldige! Vanæren! Den stygge,
forfærdelige vanære! Og så rent ruineret til
og med!
Ella Rentheim
(varsomt).
Sig mig, Gunhild, – hvorledes bærer han
det?
Fru Borkman.
Erhart, mener du?
Ella Rentheim.
Nej, – han selv. Hvorledes bærer han
det?
Fru Borkman
(blæser hånligt).
Tror du, jeg spør’ efter det?
Ella Rentheim.
Spør’? Du behøver da vel ikke at spørge –
s. 9
Fru Borkman
(ser forbauset på hende).
Du tror da vel aldrig, at jeg omgåes ham?
Kommer sammen med ham? Sér noget til
ham?
Ella Rentheim.
Ikke det engang!
Fru Borkman
(som før).
Han, som har måttet sidde under lås og
lukke i fem år! (slår hænderne for ansigtet.) Å, slig
en knusende skam! (farer op.) Og så tænke
på, hvad navnet John Gabriel Borkman havde
at betyde før i tiden! – Nej, nej, nej, –
aldrig sé ham mere! – Aldrig!
Ella Rentheim
( sér en stund på hende).
Du har et hårdt sind, Gunhild.
Fru Borkman.
Imod ham, ja.
s. 10
Ella Rentheim.
Han er jo dog din mand.
Fru Borkman.
Har han ikke sagt for retten, at det var
mig, som begyndte med at ruinere ham? At
jeg brugte så altfor mange penge –?
Ella Rentheim
(forsigtig).
Men var der ikke noget sandt i det?
Fru Borkman.
Men var det ikke netop ham selv, som
vilde ha’ det således! Alting skulde jo være
så rent meningsløst overdådigt –
Ella Rentheim.
Det véd jeg nok. Men just derfor skulde
du ha’ holdt igen. Og det gjorde du nok ikke.
Fru Borkman.
Vidste da jeg, at det ikke var hans egne
s. 11

penge, – de, som han gav mig til at rutte
med? Og som han rutted med selv også.
Tifold værre end jeg!
Ella Rentheim
(stilfærdig).
Nå, det førte vel hans stilling med sig,
kan jeg tro. For en stor del da.
Fru Borkman
(hånligt).
Ja, det héd sig altid, at vi måtte «repræ-
sentere». Og så repræsenterte han da også
rigtig tilgavns! Kørte med firspand, – som
om han var en konge. Lod folk bukke og
skrabe for sig, som for en konge. ( lér .) Og så
kaldte de ham ved fornavn, – hele landet
udover – akkurat som om han var kongen
selv. «John Gabriel», «John Gabriel». Alle
så vidste de, hvad «John Gabriel» var for en
størrelse!
Ella Rentheim
(fast og varmt).
Han var en størrelse dengang, du.
s. 12
Fru Borkman.
Ja, det så jo slig ud. Men aldrig med et
eneste ord satte han mig ind i, hvorledes hans
stilling egentlig var. Aldrig lod han sig for-
lyde med, hvor han tog midlerne fra.
Ella Rentheim.
Nej, nej, – det aned nok ikke de andre
heller.
Fru Borkman.
Det fik nu være det samme med de andre.
Men mig havde han pligtet at sige sandheden.
Og det gjorde han aldrig! Han bare løj, –
løj så bundløst for mig –
Ella Rentheim
(afbrydende).
Det gjorde han visst ikke, Gunhild! Han
fortied kanske. Men han løj visst ikke.
Fru Borkman.
Ja, ja, kald det, som du vil. Det kommer
jo ganske ud på et . – Men så ramled det
s. 13

da også sammen. Alting. Hele herligheden
tilslut.
Ella Rentheim
(hen for sig).
Ja, alting ramled sammen – for ham, –
og for andre.
Fru Borkman
(retter sig truende ivejret).
Men det siger jeg dig, Ella, – jeg gi’r
mig ikke endda! Jeg skal nok vide at skaffe
mig oprejsning. Det kan du forlade dig på!
Ella Rentheim
(spændt).
Oprejsning? Hvad mener du med det?
Fru Borkman.
Oprejsning for navn og ære og velfærd!
Oprejsning for hele min forkludrede livsskæbne,
det mener jeg! Jeg har en i baghånden, jeg,
skal du vide. – En, som skal tvætte rent
alt det, som – som bankchefen har tilsmudset.
s. 14
Ella Rentheim.
Gunhild! Gunhild!
Fru Borkman
(stigende).
Der lever en hævner, du! En, som skal
gøre godt igen alt det, som hans far har for-
brudt imod mig!
Ella Rentheim.
Erhart altså.
Fru Borkman.
Ja, Erhart, – min herlige gut! Han skal
nok vide at oprejse slægten, huset, navnet.
Alt det, som kan oprejses. – Og kanske
mere til.
Ella Rentheim.
Og på hvad måde mener du det skulde ske ?
Fru Borkman.
Det får komme, som det kan. Jeg véd
ikke hvorledes det vil komme. Men jeg véd,
s. 15

at det vil og det skal komme engang. ( sér
spørgende på hende.)
Ja – Ella, – er det ikke
i grunden det samme, du også har gået og
tænkt på lige siden han var liden?
Ella Rentheim.
Nej, det kan jeg ikke egentlig sige.
Fru Borkman.
Ikke det? Hvorfor tog du dig da af ham?
Dengang, da stormen var brudt løs over –
over huset her.
Ella Rentheim.
Du selv kunde jo ikke dengang, Gunhild.
Fru Borkman.
Å nej, – jeg kunde jo ikke det. Og hans
far, – han var lovlig undskyldt, – der han
sad, – så godt forvaret –
Ella Rentheim
(oprørt).
Å, at du kan få frem slige ord –! Du!
s. 16
Fru Borkman
(med et giftigt udtryk).
Og at du kunde bekvemme dig til at ta’
dig af en, – en John Gabriels barn! Aldeles,
som om det barn var dit eget –. Ta’ det
fra mig, – og rejse hjem med det. Og be-
holde det hos dig, år efter år. Til gutten blev
næsten voksen. ( sér mistænksom på hende.) Hvorfor
gjorde du egentlig det, Ella? Hvorfor beholdt
du ham?
Ella Rentheim.
Jeg kom til at holde så inderlig af ham –
Fru Borkman.
Mere end jeg, – hans mor!
Ella Rentheim
(undvigende).
Det véd jeg ikke. Og så var jo Erhart
lidt svagelig i opvæksten –
Fru Borkman.
Erhart – svagelig!
s. 17
Ella Rentheim.
Ja, jeg syntes det, – dengang ialfald.
Og så er jo luften der borte på vestkysten så
meget mildere end her, véd du vel.
Fru Borkman
(smiler bittert).
Hm. Er den det? (afbrydende.) Ja, du har
sandelig gjort svært meget for Erhart, du.
(forandrer tonen.) Nå, det forstår sig, du har jo
også råd til det. (smiler.) Du var jo så heldig,
du, Ella. Du fik jo reddet alt det, som
dit var.
Ella Rentheim
(krænket).
Det gjorde ikke jeg noget skridt for, –
kan jeg forsikkre dig. Jeg havde ikke – før
længe, længe bagefter – nogen anelse om, at
de papirer, som lå i banken for min regning, –
at de var sparet –
Fru Borkman.
Ja, ja; sligt noget skønner jeg mig ikke
2

s. 18

på! Jeg siger bare, at du var heldig. ( sér spør-
gende på hende.)
Men når du sådan på egen hånd
tog dig til at opdrage Erhart for mig –?
Hvad var så din hensigt med det?
Ella Rentheim
( sér på hende).
Min hensigt –?
Fru Borkman.
Ja, en hensigt måtte du da vel ha’. Hvad
vilde du gøre ham til? Gøre ud af ham,
mener jeg?
Ella Rentheim
(langsomt).
Jeg vilde lette vejen for Erhart til at bli’
et lykkeligt menneske her i verden.
Fru Borkman
(blæser).
Pyh, – folk i vore kår har nok andet at
gøre, end at tænke på lykke.
s. 19
Ella Rentheim.
Hvad da, – mener du?
Fru Borkman
( sér stort, alvorligt på hende).
Erhart får først og fremst sé til, at han
kan komme til at lyse så højt og så vidt ud-
over, at ikke noget menneske i landet længer
skimter den skyggen, som hans far har kastet
over mig – og over min søn.
Ella Rentheim
(forskende).
Sig mig, Gunhild, – er det det krav,
som Erhart selv stiller til sit liv –?
Fru Borkman
(studsende).
Ja, det får vi da vel håbe!
Ella Rentheim.
– eller er det ikke snarere et krav, som
du stiller til ham?
2*
s. 20
Fru Borkman
(kort).
Jeg og Erhart stiller altid de samme krav
til os selv.
Ella Rentheim
(tungt og langsomt).
Så sikker er du altså på din gut, du,
Gunhild.
Fru Borkman
(dulgt hoverende).
Ja, gud ske lov og tak, – det er jeg.
Det kan du forlade dig på!
Ella Rentheim.
Så synes jeg, du i grunden må føle dig
lykkelig alligevel. Trods alt det andet.
Fru Borkman.
Det gør jeg også. For vidt. Men så, –
hvert øjeblik, sér du, – så kommer jo dette
her andet drivende som et uvejr ind over mig.
s. 21
Ella Rentheim
(med omslag i tonen).
Sig mig –. Lige så godt straks. For det
var egentlig det, jeg kom ud til dig for –
Fru Borkman.
Hvilket?
Ella Rentheim.
Noget, jeg synes jeg må tale med dig om.
– Sig mig, – Erhart bor jo ikke her ude
hos – hos eder andre.
Fru Borkman
(hårdt).
Erhart kan ikke bo her ude hos mig.
Han må bo inde i byen –
Ella Rentheim.
Det har han skrevet mig til.
Fru Borkman.
Han må det for studiernes skyld. Men han
kommer ud til mig en stund hver eneste aften.
s. 22
Ella Rentheim.
Ja, kunde jeg så kanske få sé ham? Og
tale med ham straks?
Fru Borkman.
Han er ikke kommen endnu. Men jeg
venter ham hvert øjeblik.
Ella Rentheim.
Jo, Gunhild, – han være kommen.
For jeg hører ham gå ovenpå.
Fru Borkman
(med flygtigt øjekast).
Oppe i storsalen?
Ella Rentheim.
Ja. Jeg har hørt ham gå deroppe, lige
siden jeg kom.
Fru Borkman
(vender øjnene fra hende).
Det er ikke ham, det, Ella.
s. 23
Ella Rentheim
(studser).
Er det ikke Erhart? (anende.) Hvem er
det da!
Fru Borkman.
Bankchefen.
Ella Rentheim
(sagte, i undertrykt smærte).
Borkman. John Gabriel Borkman!
Fru Borkman.
Slig går han op og ned. Frem og tilbage.
Fra morgen til kvæld. Dag ud og dag ind.
Ella Rentheim.
Jeg har jo rigtignok hørt ymte om et og
andet –
Fru Borkman.
Kan tro det. Der ymtes visst adskilligt
om os herude.
Ella Rentheim.
Erhart har ymtet om det. I brevene. At
s. 24

hans far holdt sig mest for sig selv, – der-
oppe. Og du for dig her nedenunder.
Fru Borkman.
Ja, – vi har havt det så, vi, Ella. Helt
fra de slap ham ud. Og sendte ham hjem
til mig. – I alle de lange otte årene.
Ella Rentheim.
Men jeg har aldrig tænkt, at det kunde
være rigtig sandt. At det kunde være muligt –!
Fru Borkman
(nikker).
Sandt er det. Og kan aldrig bli’ anderledes.
Ella Rentheim
( sér på hende).
Dette må da være et forfærdeligt liv,
Gunhild.
Fru Borkman.
Mere end forfærdeligt, du. Snart ikke til
at holde ud længer.
s. 25
Ella Rentheim.
Det kan jeg så godt forstå.
Fru Borkman.
Stadig at høre hans skridt deroppe. Lige
fra den tidlige morgen til langt på nat. –
Og så lydt, som her er hernede!
Ella Rentheim.
Ja, det er svært, så lydt her er.
Fru Borkman.
Mangen gang kommer det mig for, at jeg
har en syg ulv gående i bur deroppe på salen.
Lige ret over hodet på mig. (lytter og hvisker.)
Hør bare, du! Hør! Frem og tilbage, – frem
og tilbage går ulven.
Ella Rentheim
(varsomt).
Kunde det ikke bli’ anderledes, Gunhild?
Fru Borkman
(afvisende).
Han har aldrig gjort noget skridt til det.
s. 26
Ella Rentheim.
Men kunde så ikke du gøre det første
skridt da?
Fru Borkman
(farer op).
Jeg! Efter alt det, han har forbrudt imod
mig! – Nej tak! Lad så heller ulven bli’
ved at tasse omkring deroppe.
Ella Rentheim.
Her blir mig for varmt. Jeg må nok få
lov at ta’ tøjet af alligevel.
Fru Borkman.
Ja, jeg spurgte dig jo før –
(Ella Rentheim lægger kåbe og hat fra sig på en stol ved
indgangsdøren.)
Ella Rentheim.
Træffer du aldrig til at møde ham uden-
for huset?
Fru Borkman
( lér bittert).
I selskabslivet, mener du?
s. 27
Ella Rentheim.
Jeg mener, når han går ud i den friske
luft. Inde på stierne i skoven, eller –
Fru Borkman.
Bankchefen går aldrig ud.
Ella Rentheim.
Ikke i mørkningen engang?
Fru Borkman.
Aldrig.
Ella Rentheim
(bevæget).
Det kan han ikke overvinde sig til?
Fru Borkman.
Kan vel ikke det. Han har sin store
slængkappe og filthatten hængende i vægge-
skabet. I forstuen, véd du –
Ella Rentheim
(hen for sig).
– det skabet, vi legte i, da vi var små –
s. 28
Fru Borkman
(nikker).
Og en gang imellem, – om aftenen sent,
– så kan jeg høre, at han kommer ned –
for at ta’ på sig og gå ud. Men så standser
han gerne midtvejs i trappen, – og vender
om. Og så går han op igen på salen.
Ella Rentheim
(stille).
Kommer aldrig nogen af hans gamle venner
derop og sér til ham?
Fru Borkman.
Han har ingen gamle venner.
Ella Rentheim.
Han havde dog så mange – engang.
Fru Borkman.
Hm! Dem sørged han jo så pænt for at
skaffe sig af med. Han blev sine venner en
dyr ven, – han, John Gabriel.
s. 29
Ella Rentheim.
Å ja, det kan du jo nok ha’ ret i,
Gunhild.
Fru Borkman
( hæftig ).
For resten må jeg sige, at det er lumpent,
lavt, usselt, småligt at lægge så svær vægt på
den smule tab, de kan ha’ lidt ved ham.
Pengetab var det da jo bare. Ikke andet.
Ella Rentheim
(uden at svare).
Og så lever han altså deroppe så ganske
alene. Så rent for sig selv.
Fru Borkman.
Ja, han gør vel det. Jeg hører rigtignok
sige, at der kommer en gammel kopist eller
extraskriver op til ham en gang imellem.
Ella Rentheim.
Å så; det er visst en, som heder Foldal.
For jeg véd, at de to var ungdomsvenner.
s. 30
Fru Borkman.
Ja, de var nok det, tror jeg. Jeg kender
forresten ikke noget til ham. For han kom
aldrig med i vor selskabskreds. Dengang vi
havde nogen –
Ella Rentheim.
Men nu kommer han altså til Borkman?
Fru Borkman.
Ja, han er ikke kræsnere end som så.
Men, det forstår sig, han kommer nu bare i
mørkningen da.
Ella Rentheim.
Denne Foldal, – han var også en af dem,
som led tab, da banken gik overstyr.
Fru Borkman
(henkastende).
Ja, jeg synes, jeg kan huske, at han misted
nogen penge, han også. Men det var visst så
rent ubetydeligt –
s. 31
Ella Rentheim
(med let eftertryk).
Det var alt det, han ejed.
Fru Borkman
(smiler).
Nå, men herregud , – det, han ejed, det
var da visst virkelig så forsvindende lidet, du.
Ikke nogenting at snakke om.
Ella Rentheim.
Der blev heller ikke snakket om det, –
af Foldal, – under processen.
Fru Borkman.
Og, for øvrigt, så kan jeg fortælle dig det,
at Erhart har gi’t så rundelig erstatning for
den ubetydelighed.
Ella Rentheim
(forundret).
Har Erhart! Hvorledes har Erhart kunnet
det?
s. 32
Fru Borkman.
Han har taget sig af Foldals yngste datter.
Og læst med hende, – så hun kanske kan
bli’ til noget og sørge for sig selv engang.
Sé , – det er visst meget mere, du, end fa’ren
kunde ha’ gjort for hende.
Ella Rentheim.
Ja, fa’ren, han sidder vel i små kår, han,
kan jeg tro.
Fru Borkman.
Og så har Erhart maget det så, at hun får
lære musik. Hun er nu alt ble’t så flink, at
hun kan komme op til – til ham deroppe
på salen, og spille for ham.
Ella Rentheim.
Så han holder da af musik fremdeles?
Fru Borkman.
Å ja, han gør vel det. Han har jo det
pianoet, som du skikked herud – da han var
i vente –
s. 33
Ella Rentheim.
Og på det spiller hun for ham?
Fru Borkman.
Ja, sådan en gang imellem. Om aftenerne.
Det har også Erhart fåt istand.
Ella Rentheim.
Men må da den stakkers pige gå den
lange vejen her ud? Og så hjem til byen
igen?
Fru Borkman.
Nej, det behøver hun ikke. Erhart har
ordnet det så, at hun får være hos en dame,
som boer her i nærheden. Det er en fru
Wilton –
Ella Rentheim
(levende).
Fru Wilton!
Fru Borkman.
En meget rig dame. En, som du ikke
kender.
3
s. 34
Ella Rentheim.
Jeg har hørt navnet. Fru Fanny Wilton,
tror jeg –
Fru Borkman.
Ja, ganske rigtig.
Ella Rentheim.
Erhart har flere gange skrevet om hende.
– Boer hun her ude nu?
Fru Borkman.
Ja, hun har lejet en villa her. Og så er
hun flyttet ud fra byen for en tid siden.
Ella Rentheim
(lidt nølende).
De siger, folk, at hun skal være skilt fra
sin mand.
Fru Borkman.
Manden er nok død for flere år siden.
Ella Rentheim.
Ja, men de blev skilt –. Han lod sig
skille –
s. 35
Fru Borkman.
Han rejste fra hende, gjorde han. Skylden
var visst ikke hendes.
Ella Rentheim.
Kender du noget nærmere til hende, Gun-
hild?
Fru Borkman.
Å ja såmænd . Hun boer jo lige i nær-
heden. Og så sér hun ind til mig en gang
imellem da.
Ella Rentheim.
Og du synes kanske godt om hende?
Fru Borkman.
Hun er så ualmindelig forstående. Så
mærkværdig klar i sin dom.
Ella Rentheim.
I sin dom om mennesker, mener du?
3*
s. 36
Fru Borkman.
Ja, mest om mennesker. Erhart har hun
nu formelig studeret. Sådan rigtig tilbunds,
– ind i sjælen. Og derfor så forguder hun
ham da også, – som rimeligt er.
Ella Rentheim
(lidt lurende).
Så kender hun kanske Erhart endnu nøjere,
end hun kender dig?
Fru Borkman.
Ja, Erhart traf hende som oftest inde i
byen. Før hun flytted her ud.
Ella Rentheim
(uoverlagt).
Og så flytted hun fra byen alligevel?
Fru Borkman
(studser og sér hvasst på hende).
Alligevel! Hvad mener du med det?
s. 37
Ella Rentheim
(undvigende).
Nå, herregud , – mener –?
Fru Borkman.
Du sa’ det på en så underlig måde. Der
var noget, du mente med det, Ella!
Ella Rentheim
( sér hende fast i øjnene).
Ja, det var det også, Gunhild. Der var
virkelig noget, jeg mente med det.
Fru Borkman.
Nå, så sig det da rent ud!
Ella Rentheim.
Først vil jeg sige dig det, at jeg synes,
jeg også har ligesom en slags ret til Erhart.
Eller finder du kanske ikke det?
Fru Borkman
( sér henad værelset).
Bevar’s vel. Efter de summer, du har
kostet på ham, så –
s. 38
Ella Rentheim.
Å sletikke derfor, Gunhild. Men fordi
jeg holder af ham –
Fru Borkman
(smiler hånligt).
Af min søn? Kan du det? Du? Trods
alt?
Ella Rentheim.
Ja, jeg kan det. Trods alt. Og jeg gør
det. Jeg holder af Erhart. Så meget, som
jeg overhodet kan holde af et menneske –
nu for tiden. I min alder.
Fru Borkman.
Nå ja, ja, lad så være; men –
Ella Rentheim.
Og derfor, sér du, så blir jeg bekymret,
så snart jeg mærker noget, som truer ham.
s. 39
Fru Borkman.
Truer Erhart! Ja, men hvad truer ham?
Eller hvem truer ham da?
Ella Rentheim.
Det gør nok for det første du, – på din
vis –
Fru Borkman
(udbryder).
Jeg!
Ella Rentheim.
– og så denne fru Wilton også, – er jeg
bange for.
Fru Borkman
( sér en stund målløs på hende).
Og sligt noget kan du tro om Erhart!
Om min egen gut! Han, som har sin store
mission at fuldbyrde!
Ella Rentheim
(henkastende).
Å hvad, mission –!
s. 40
Fru Borkman
(oprørt).
Og det tør du sige så hånligt!
Ella Rentheim.
Tror du, at et ungt menneske, i Erharts
alder, – sund og glad, – tror du, at han
går hen og ofrer sig for – for sligt noget
som en «mission»!
Fru Borkman
(stærk og fast).
Erhart gør det! Det véd jeg så visst.
Ella Rentheim
(ryster på hovedet ).
Du hverken véd det eller du tror det,
Gunhild.
Fru Borkman.
Tror jeg det ikke!
Ella Rentheim.
Det er bare noget, som du går og drømmer
om. For havde du ikke det at klynge dig
s. 41

fast til, så synes du vel, at du måtte rent
fortvile.
Fru Borkman.
Ja, da måtte jeg rigtignok fortvile. ( hæftig .)
Og det er kanske det, du helst så, du, Ella!
Ella Rentheim
(med løftet hoved ).
Ja, jeg så det helst – ifald du ikke kan
fri dig på anden måde, end at det skal gå
ud over Erhart.
Fru Borkman
(truende).
Du vil træde imellem os! Mellem mor og
søn! Du!
Ella Rentheim.
Jeg vil fri ham ud af din magt, – din
vold, – dit herredømme.
Fru Borkman
(triumferende).
Det kan du ikke mere! Du havde ham
s. 42

i dine garn – lige til hans femtende år. Men
nu har jeg vundet ham igen, sér du!
Ella Rentheim.
Så vil jeg vinde ham igen fra dig! (hæst;
halvt hviskende.)
Vi to, vi har kæmpet på liv
og død om et menneske før, vi, Gunhild!
Fru Borkman
( sér hoverende på hende).
Ja, og jeg vandt sejr.
Ella Rentheim
(hånsmiler).
Synes du endnu, at den sejr blev til vinding
for dig?
Fru Borkman
(mørk).
Nej; – det har du så blodig ret i.
Ella Rentheim.
Det blir ingen vinding for dig dennegang
heller.
s. 43
Fru Borkman.
Ingen vinding, det, at beholde en mors
magt over Erhart!
Ella Rentheim.
Nej; for det er bare magten over ham
du vil ha’.
Fru Borkman.
Og du da!
Ella Rentheim
(varmt).
Jeg vil ha’ hans kærlige sind, – hans
sjæl, – hans hele hjerte –!
Fru Borkman
(udbryder).
Det får du aldrig mere i denne verden!
Ella Rentheim
( sér på hende).
Har du kanske sørget for det?
s. 44
Fru Borkman
(smiler).
Ja, det har jeg rigtignok tilladt mig. Har
du ikke kunnet læse det ud af hans breve?
Ella Rentheim
(nikker langsomt).
Jo. Hele du var i hans breve tilslut.
Fru Borkman
(tirrende).
Jeg har nyttet disse otte år – da jeg har
havt ham under øjne, sér du.
Ella Rentheim
(behersket).
Hvad har du sagt Erhart om mig? Går
det an, at du fortæller mig det?
Fru Borkman.
Ja, det går så godt an.
Ella Rentheim.
Så gør det da!
s. 45
Fru Borkman.
Jeg har bare sagt ham det, som sandt er.
Ella Rentheim.
Nå?
Fru Borkman.
Jeg har idelig og altid indpræntet ham,
at han, vær’sgo’, får huske på, at det er dig,
vi må takke for, at vi kan leve såpass, som
vi gør. At vi overhodet kan leve.
Ella Rentheim.
Ikke andet end det!
Fru Borkman.
Å, sligt noget bider, du. Det føler jeg
på mig selv.
Ella Rentheim.
Men det er jo omtrent bare det, som Er-
hart vidste i forvejen.
s. 46
Fru Borkman.
Da han kom hjem igen til mig, bildte
han sig ind, at du gjorde altsammen af et
godt hjerte. ( sér skadefro på hende.) Nu tror han
ikke det længer, Ella.
Ella Rentheim.
Hvad tror han da nu?
Fru Borkman.
Han tror det, som sandt er. Jeg spurgte
ham, hvorledes han forklarte sig det, at tante
Ella aldrig rejste hid for at besøge os –
Ella Rentheim
(afbrydende).
Det vidste han før!
Fru Borkman.
Han véd det bedre nu. Du havde bildt
ham ind, at det var for at skåne mig og –
og ham, som går deroppe på salen –
s. 47
Ella Rentheim.
Det var det også.
Fru Borkman.
Det tror ikke Erhart en smule på nu
længer.
Ella Rentheim.
Hvad har du da nu fåt ham til at tro
om mig?
Fru Borkman.
Han tror, som sandt er, at du skammer
dig over os, – foragter os. Eller gør du
kanske ikke det? Har du ikke engang pønset
på at få rive ham helt løs fra mig? Tænk
dig om, Ella. Du husker det visst.
Ella Rentheim
(afvisende).
Det var i skandalens værste tid. Da sagen
stod for retten. – Jeg nærer ikke de tanker
længer nu.
s. 48
Fru Borkman.
Det vilde ikke nytte dig noget heller. For
hvad blev der så ellers af hans mission! Å
nej tak, du! Det er mig, Erhart behøver, –
ikke dig. Og derfor er han som død for dig!
Og du for ham!
Ella Rentheim
(koldt, besluttet).
Vi skal sé . For nu blir jeg her ude.
Fru Borkman
(stirrer på hende).
Her på gården?
Ella Rentheim.
Ja, her.
Fru Borkman.
Her – hos os? Hele natten over?
Ella Rentheim.
Her ude blir jeg hele resten af mine dage,
om så skal være.
s. 49
Fru Borkman
(fatter sig).
Ja ja, Ella, – gården er jo din.
Ella Rentheim.
Å hvad –!
Fru Borkman.
Alt sammen er jo dit. Den stol, jeg sidder
på, er din. Den seng, jeg ligger og vælter
mig søvnløs i, den tilhører dig. Den mad, vi
spiser, den får vi gennem dig.
Ella Rentheim.
Kan ikke ordnes på anden vis, det. Bork-
man kan ikke ha’ egen ejendom. For der
vilde straks komme nogen og ta’ det fra ham.
Fru Borkman.
Jeg véd det nok. Vi får finde os i at
leve på din nåde og barmhjertighed.
4
s. 50
Ella Rentheim
(koldt).
Jeg kan ikke hindre dig i at sé det fra
den side, Gunhild.
Fru Borkman.
Nej, det kan du ikke. – Når vil du, vi
skal flytte ud?
Ella Rentheim
( sér på hende).
Flytte ud?
Fru Borkman
(i ophidselse).
Ja, du bilder dig da vel aldrig ind, at jeg
vil bli’ boende her under tag med dig! –
Nej, så heller i fattighuset eller ud på lande-
vejen!
Ella Rentheim.
Godt. Så giv mig Erhart med –
Fru Borkman.
Erhart! Min egen søn! Mit barn!
s. 51
Ella Rentheim.
Ja, – for rejser jeg straks hjem igen.
Fru Borkman
(efter kort betænkning; fast).
Erhart skal selv vælge mellem os.
Ella Rentheim
( sér tvilende og usikker på hende).
Han vælge? Ja, – tør du det, Gunhild?
Fru Borkman
(med hård latter).
Om jeg tør! La’ min gut vælge mellem
sin mor og dig! Ja, det tør jeg rigtignok.
Ella Rentheim
(lyttende).
Kommer der nogen? Jeg synes, jeg
hører –
Fru Borkman.
Så er det vel Erhart –
4*
s. 52
(Det banker raskt på forstuedøren, som derpå uden videre
blir åbnet. Fru Wilton, selskabsklædt og i overtøj, kom-
mer ind. Bag efter hende Stuepigen, som ikke har fået tid
til at melde og sér rådvild ud. Døren blir stående halvt åben.
Fru Wilton er en påfaldende smuk, yppig dame i tretiårene.
Brede, røde, smilende læber. Spillende øjne. Rigt, mørkt hår.)
Fru Wilton.
Godaften, kæreste fru Borkman!
Fru Borkman
(noget tørt).
Godaften, frue. (til pigen; peger mod havestuen.)
Tag lampen ud derinde og tænd den.
(Stuepigen henter og går ud med lampen.)
Fru Wilton
( sér Ella Rentheim).
Å, om forladelse, – her er fremmede –
Fru Borkman.
Bare min søster, som er kommen tilrej-
sende –
(Erhart Borkman slår den halvåbne forstuedør helt op
og stormer ind. Han er et ungt menneske med lyse, frejdige
øjne. Elegant klædt. Begyndende knebelsbart.)
s. 53
Erhart Borkman
(glædestrålende; på dørtærskelen).
Hvad for noget! Er tante Ella kommen?
(imod hende; griber hendes hænder.) Tante, tante!
Nej, er det muligt! Er du her?
Ella Rentheim
(slår armene om hans hals).
Erhart! Min kære, snille gut! Nej, hvor
stor du er ble’t! Å, hvor det gør godt at få
sé dig igen!
Fru Borkman
(skarpt).
Hvad skal det sige, Erhart, – står du og
gemmer dig i forstuen?
Fru Wilton
(hurtig).
Erhart – Borkman kom sammen med mig.
Fru Borkman
(måler ham med øjnene).
Ja så, Erhart. Du kommer ikke først til
din mor?
s. 54
Erhart.
Jeg måtte bare indom til fru Wilton et
øjeblik, – for at hente lille Frida.
Fru Borkman.
Er denne frøken Foldal også med?
Fru Wilton.
Ja, vi har hende stående udenfor i entréen.
Erhart
(taler ud gennem døren).
Gå De bare ovenpå, Frida.
(Ophold. Ella Rentheim iagttager Erhart. Han synes
forlegen og noget utålmodig; hans ansigt antager et spændt
og koldere udtryk.)
(Stuepigen bringer den tændte lampe ind i havestuen,
går ud igen og lukker døren efter sig.)
Fru Borkman
(med tvungen høflighed).
Ja, fru Wilton, – hvis De altså vil slå
Dem ned her iaften, så –
s. 55
Fru Wilton.
Nej tusend tak, kære frue. Det tænker
jeg sletikke på. Vi har en anden indbydelse.
Vi skal ned til advokat Hinkels.
Fru Borkman
( sér på hende).
Vi? Hvilke vi, mener De?
Fru Wilton
( léende ).
Nå, egentlig mener jeg da bare mig selv.
Men jeg fik i opdrag af husets damer at ta’
student Borkman med, – hvis jeg tilfældigvis
skulde få øje på ham.
Fru Borkman.
Og det fik De da, som jeg sér .
Fru Wilton.
Ja heldigvis. Siden han var så elskværdig
at sé indom til mig, – for lille Fridas skyld.
s. 56
Fru Borkman
(tørt).
Du, Erhart, – jeg vidste ellers ikke, at
du kendte den familie, – disse Hinkels.
Erhart
(irriteret).
Nej, egentlig kender jeg dem jo ikke heller.
(tilføjer lidt utålmodig.) Du véd visst selv bedst,
du mor, hvad folk jeg kender og ikke kender.
Fru Wilton.
Å pyt! I det hus blir man snart kendt!
Glade, lystige, gæstfri folk. Fuldt op af unge
damer.
Fru Borkman
(med eftertryk).
Kender jeg min søn ret, så er ikke det
egentlig noget selskab for ham, fru Wilton.
Fru Wilton.
Men herregud , kære frue, han er da ung,
han også!
s. 57
Fru Borkman.
Ja lykkeligvis er han ung. Det vilde ikke
være godt andet.
Erhart
(dølger sin utålmodighed).
Ja, ja, ja, mor, – det er jo en selvfølge,
at jeg ikke går der hen til disse Hinkels
iaften. Jeg blir naturligvis her hos dig og
tante Ella.
Fru Borkman.
Det vidste jeg nok, min kære Erhart.
Ella Rentheim.
Nej, Erhart, – for min skyld må du endelig
ikke la’ dig afholde –
Erhart.
Jo visst da, kære tante; der kan ikke være
tale om andet. ( sér usikkert på fru Wilton.) Men
hvorledes klarer vi det? Går det egentlig an?
De har jo svaret ja – på mine vegne.
s. 58
Fru Wilton
(muntert).
Hvad snak! Skulde det ikke gå an? Når
jeg nu kommer derned i de lyse, festlige sa-
loner, – ensom og forladt – tænk bare! så
svarer jeg nej – på Deres vegne.
Erhart
(langtrukket).
Ja, når De altså mener, at det går an, så –
Fru Wilton
(let og fejende).
Jeg har så mangen god gang svaret både
ja og nej – på egne vegne. Og skulde De
gå fra Deres tante nu, da hun lige netop er
kommen? Fy da, mosjø Erhart, – vilde det
være sønligt handlet af Dem?
Fru Borkman
(ilde berørt).
Sønligt?
Fru Wilton.
Nå, plejesønligt da, fru Borkman.
s. 59
Fru Borkman.
Ja, det får De nok føje til.
Fru Wilton.
Å jeg synes, man har mere at takke en
god plejemor for, end ens egen rigtige mor, jeg.
Fru Borkman.
Har De selv erfaret det?
Fru Wilton.
Å gud bedre, – min mor har jeg kendt
så lidet til. Men havde jeg havt en så god
plejemor, jeg også, – så var jeg kanske ikke
ble’t så – så uskikkelig, som folk siger, at
jeg er. (vender sig til Erhart.) Ja, så blir man alt-
så pænt hjemme hos mamma og tante – og
drikker té , herr student! (til damerne.) Farvel,
farvel, kære frue! Farvel, frøken!
(Damerne hilser stumt. Hun går mod døren.)
Erhart
(går efter hende).
Skal jeg ikke følge Dem et lidet stykke –?
s. 60
Fru Wilton
(i døren, afværgende).
Ikke et skridt skal De følge mig. Jeg er
så vel vant til at gå min vej alene. (standser
i døråbningen, sér på ham og nikker.)
Men tag Dem
nu i vare, student Borkman; – det siger jeg
Dem!
Erhart.
Hvorfor skal jeg ta’ mig i vare?
Fru Wilton
(lystig).
Jo, for når jeg går nedover vejen, – en-
som og forladt, som sagt, – så vil jeg prøve,
om jeg kan kaste runer efter Dem.
Erhart
( lér ).
Å, sådan! Vil De nu prøve det igen.
Fru Wilton
(halvt alvorlig).
Ja, pass Dem nu. Når jeg nu går nedover,
så vil jeg sige indvendig, – rigtig ud af min
s. 61

inderste vilje vil jeg sige: Student Erhart
Borkman, – tag straks Deres hat!
Fru Borkman.
Og så ta’r han den, tror De?
Fru Wilton
( léende ).
Ja bevar’s vel; så griber han straks hatten.
Og så vil jeg sige: Træk pænt yderfrakken på
Dem, Erhart Borkman! Og galoscherne! Glem
endelig ikke galoscherne! Og følg mig så
efter! Lydig, lydig, lydig!
Erhart
(med tvungen munterhed).
Ja, det kan De stole på.
Fru Wilton
(med løftet pegefinger).
Lydig! Lydig! – God nat!
( Hun lér og nikker til damerne og lukker døren efter sig.)
Fru Borkman.
Driver hun virkelig den slags kunster?
s. 62
Erhart.
Å, langt ifra. Hvor kan du da tro det?
Det er bare sådan for spas. (afbrydende.) Men
lad os ikke snakke om fru Wilton nu.
( Han nøder Ella Rentheim til at sætte sig i lænestolen
ved ovnen.)
Erhart
(står og sér lidt på hende).
Nej, men at du har gjort den lange rejse,
tante Ella! Og det nu ved vintertid?
Ella Rentheim.
Det blev nødvendigt for mig nu til slut,
Erhart.
Erhart.
Så? Hvorfor det da?
Ella Rentheim.
Jeg måtte her ind og tale med lægerne
en gang.
Erhart.
Nå, det var da godt!
s. 63
Ella Rentheim
(smiler).
Synes du, det er så godt?
Erhart.
At du endelig beslutted dig, mener jeg.
Fru Borkman
(i kanapéen , koldt).
Er du syg, Ella?
Ella Rentheim
( sér hårdt på hende).
Det véd du da vel, at jeg er syg.
Fru Borkman.
Nå ja sådan sygelig, som du har været i
mange år –
Erhart.
Den tid, jeg var hos dig, sa’ jeg dig så
tidt, at du skulde tale med doktoren.
Ella Rentheim.
Å, der borte på mine kanter er der ingen,
s. 64

som jeg har rigtig tro til. Og desuden føltes
det jo ikke så slemt dengang.
Erhart.
Er det da værre med dig nu, tante?
Ella Rentheim.
Å ja, min gut; nu er det ble’t noget
værre med mig.
Erhart.
Ja men ikke farligt vel?
Ella Rentheim.
Å, det er nu, som en ta’r det.
Erhart
(ivrig).
Ja men véd du hvad, tante Ella, – så må
du ikke rejse hjem igen så snart.
Ella Rentheim.
Nej, det gør jeg nok heller ikke.
s. 65
Erhart.
Du må bli’ her i byen. For her har du
jo alle de bedste læger at vælge imellem.
Ella Rentheim.
Ja, det var så min tanke, da jeg rejste
hjemmefra.
Erhart.
Og så må du sé at finde dig et rigtig
godt logis, – et sådant et lunt, stille pen-
sionat.
Ella Rentheim.
Jeg tog ind imorges i det gamle, hvor jeg
før har boet.
Erhart.
Nå ja, der får du det jo hyggeligt.
Ella Rentheim.
Ja, men jeg kommer ikke til at bli’ der
alligevel.
5
s. 66
Erhart.
Så? Hvorfor ikke det da?
Ella Rentheim.
Nej, jeg bestemte mig om, da jeg kom
her ud.
Erhart
(forundret).
Så –? Bestemte du dig om –?
Fru Borkman
(hækler; uden at sé op).
Din tante vil bo her på sin gård, Erhart.
Erhart
( sér afvekslende på dem begge).
Her! Hos os! Hos os andre! – Er det
sandt, tante?
Ella Rentheim.
Ja, jeg har bestemt mig til det nu.
s. 67
Fru Borkman
(som før).
Det hører jo altsammen din tante til,
véd du.
Ella Rentheim.
Og så blir jeg her ude, Erhart. For det
første da. Indtil videre. Jeg indretter mig
for mig selv. Der over i forvalterfløjen –
Erhart.
Ja, det har du ret i. Der har du jo altid
værelser stående. (pludselig livfuldt.) Men det er
sandt, tante, – er du ikke svært træt efter
rejsen?
Ella Rentheim.
Å noget træt er jeg jo.
Erhart.
Nå, så synes jeg, du skulde gå rigtig tidlig
tilsengs da.
Ella Rentheim
( sér smilende på ham).
Det vil jeg også.
5*
s. 68
Erhart
(ivrig).
For så kunde vi jo snakke nærmere sam-
men imorgen – eller en anden dag, sér du.
Om alt muligt. Løst og fast. Du og mor
og jeg. Vilde ikke det være meget bedre,
tante Ella?
Fru Borkman
(i udbrud; rejser sig fra kanapéen ).
Erhart, – jeg kan sé det på dig, at du
vil gå fra mig!
Erhart
(farer sammen).
Hvad mener du med det!
Fru Borkman.
Du vil ned til – til advokat Hinkels!
Erhart
(uvilkårlig).
Å sådan! (fatter sig.) Ja synes du da, jeg
skulde sidde her og holde tante Ella oppe til
langt på nat? Hun, som er syg, mor. Tænk
på det.
s. 69
Fru Borkman.
Du vil ned til Hinkels, Erhart!
Erhart
(utålmodig).
Ja men herregud , mor, – jeg synes da
ikke, jeg godt kan la’ det være. Eller hvad
siger du, tante?
Ella Rentheim.
Du skal helst handle i fuld frihed, Erhart.
Fru Borkman
(truende imod hende).
Du vil skille ham fra mig!
Ella Rentheim
(rejser sig).
Ja hvis jeg så sandt kunde det, Gunhild!
(Musik høres ovenfra.)
Erhart
(vrider sig som i pine).
Å jeg holder ikke dette her ud! ( sér sig om.)
s. 70

Hvor har jeg min hat? (til Ella.) Kender du
den musiken der oppe på salen?
Ella Rentheim.
Nej. Hvad er det for noget?
Erhart.
Danse macabre er det. Dødningdansen.
Kender du ikke dødningdansen, tante?
Ella Rentheim
(smiler tungt).
Endnu ikke, Erhart.
Erhart
(til fru Borkman).
Mor, – jeg be’r dig så vakkert, – lad
mig få lov til at gå!
Fru Borkman
( sér hårdt på ham).
Fra din mor? Vil du altså det?
s. 71
Erhart.
Jeg kommer jo herud igen – kanske
imorgen!
Fru Borkman
(lidenskabelig oprørt).
Du vil fra mig! Vil være hos de fremmede
mennesker! Hos – hos –; nej, jeg vil ikke
tænke det engang!
Erhart.
Der nede er der mange tændte lys. Og
unge, glade ansigter. Og der er der musik,
mor!
Fru Borkman
(peger opad mod taget).
Der oppe er der også musik, Erhart.
Erhart.
Ja just den musiken der, – den er det,
som jager mig ud af huset.
Ella Rentheim.
Under du ikke din far den smule selv-
forglemmelse?
s. 72
Erhart.
Jo, jeg gør. Tusendfold under jeg ham
det. Når jeg bare får slippe at høre på det
selv.
Fru Borkman
( sér formanende på ham).
Vær stærk, Erhart! Stærk, min gut! Glem
aldrig, at du har din store mission!
Erhart.
Å mor, – kom ikke med de talemåder!
Jeg er ikke skabt til at være missionær. –
Godnat, kære tante! Godnat, mor!
( Han går ilsomt ud gennem forstuen.)
Fru Borkman
(efter en kort taushed).
Du har nok snart taget ham igen alligevel,
du, Ella.
Ella Rentheim.
Gid jeg så sandt turde tro det.
s. 73
Fru Borkman.
Men du får ikke længe beholde ham, skal
du sé .
Ella Rentheim.
For dig, mener du?
Fru Borkman.
For mig eller – for hende, den anden.
Ella Rentheim.
Så heller hun end du.
Fru Borkman
(nikker langsomt).
Det forstår jeg. Jeg siger det samme.
Heller hun end du.
Ella Rentheim.
Hvor det så end skulde bære hen med
ham til slut –
Fru Borkman.
Det fik næsten være det samme, synes jeg.
s. 74
Ella Rentheim
(tager sit overtøj på armen).
For første gang i livet er vi to tvilling-
søstre enige. – God nat, Gunhild.
( Hun går ud gennem forstuen.)
(Musiken lyder stærkere oppe fra salen.)
Fru Borkman
(står en stund stille, farer sammen, krymper sig og hvisker
uvilkårligt)
.
Ulven tuder igen. – Den syge ulven.
(hun står et øjeblik, så kaster hun sig ned på gulvtæppet,
vrider og vånder sig og hvisker i jammer.)
Erhart! Er-
hart, – vær tro imod mig! Å kom hjem og
hjælp din mor! For jeg bærer ikke dette liv
længer!

ANDEN AKT.

(Den store fordums pragtsal ovenpå i det Rentheimske
hus. Væggene er beklædte med gamle vævede tapeter, fore-
stillende jagtscener, hyrder og hyrdinder, alt i falmede, af-
blegede farver. På væggen til venstre en fløjdør og nærmere
i forgrunden et piano. I hjørnet på bagvæggen til venstre
en tapetdør uden indfatning. Midt på væggen til højre et
stort udskåret egetræs skrivebord med mange bøger og pa-
pirer. Længere foran på samme side en sofa med bord og
stole. Møblerne er holdt i stiv empirestil. På pulten og
bordet står tændte lamper.)
(John Gabriel Borkman står med hænderne på ryggen
ved pianoet og hører på Frida Foldal, som sidder og spiller
de sidste takter af Danse macabre.)
(Borkman er en middelhøj, fast og kraftig bygget mand
oppe i sekstiårene. Fornemt udseende, fint skåret profil,
hvasse øjne og gråhvidt, kruset hår og skæg. Han er klædt
i en sort, ikke ganske moderne dragt og bærer hvidt hals-
tørklæde. Frida Foldal er en smuk, bleg, femtenårig pige
med et noget træt, anstrængt udtryk. Tarvelig pyntet i lys
påklædning.)
(Musikstykket er spillet til ende. Stilhed.)
Borkman.
Kan De gætte Dem til, hvor jeg første
gang hørte slige toner, som disse her?
s. 76
Frida
( sér op på ham).
Nej, herr Borkman?
Borkman.
Det var nede i gruberne.
Frida
(forstår ikke).
Ja så? Nede i gruberne?
Borkman.
Jeg er en bergmands søn, véd De vel.
Eller véd De kanske ikke det?
Frida.
Nej, herr Borkman.
Borkman.
En bergmands søn. Og min far tog mig
med sig ned i gruberne iblandt. – Dernede
synger malmen.
Frida.
Ja så, – synger den?
s. 77
Borkman
(nikker).
Når den blir løsnet. Hammerslagene, som
løsner den, – det er midnatsklokken, som
slår, og gør den fri. Derfor synger malmen
– af glæde – på sin vis.
Frida.
Hvorfor gør den det, herr Borkman?
Borkman.
Den vil op i dagens lys og tjene menneskene.
( Han går frem og tilbage på salsgulvet, bestandig med hæn-
derne på ryggen.)
Frida
(sidder lidt og venter; sér på sit ur og rejser sig).
Om forladelse, herr Borkman, – men jeg
må nok desværre gå, jeg.
Borkman
(standser foran hende).
Vil De alt gå nu?
s. 78
Frida
(lægger noterne i mappen).
Ja jeg må nok det. (synlig forlegen.) For jeg
er bestilt hen et steds iaften.
Borkman.
Et steds, hvor der er selskab?
Frida.
Ja.
Borkman.
Og der skal De la’ Dem høre for selskabet?
Frida
(bider sig i læben).
Nej – jeg skal spille til dans for dem.
Borkman.
Bare til dans?
Frida.
Ja; de vil danse efter aftensbordet.
s. 79
Borkman
(står og sér på hende).
Spiller De gerne til dans? Sådan omkring
i husene?
Frida
(tager overtøjet på sig).
Ja, når jeg kan få en bestilling, så –.
Der er jo altid lidt at fortjene ved det.
Borkman
(frittende).
Er det det, De mest tænker på, når De
sådan sidder og spiller til dans?
Frida.
Nej; mest tænker jeg på, hvor tungt det
er, at jeg ikke får være med at danse selv.
Borkman
(nikker).
Det var just det, jeg vilde vide. (går urolig
hen over gulvet.)
Ja, ja, ja, – det, ikke at få
være med selv, det er det tungeste af alt.
s. 80

(standser.) Men så er der en ting, som vejer
det op for Dem, Frida.
Frida
( sér spørgende på ham).
Hvad er det for noget, herr Borkman?
Borkman.
Det er det, at De ejer tifold mere musik
i Dem, end hele danseselskabet tilsammen.
Frida
(smiler undvigende).
Å det er nu sletikke så sikkert.
Borkman
(løfter advarende pegefingren).
Vær da aldrig så gal at tvile på Dem
selv!
Frida.
Men herregud , når nu ingen véd om det?
s. 81
Borkman.
Bare De selv véd om det, så er det nok.
– Hvor er det, De skal hen og spille iaften?
Frida.
Det er over hos advokat Hinkels.
Borkman
( sér pludselig hvasst på hende).
Hinkels, siger De!
Frida.
Ja.
Borkman
(med et skærende smil).
Kommer der fremmede i den mands hus?
Kan han få folk til at besøge sig?
Frida.
Ja, der skal komme svært mange men-
nesker, efter hvad fru Wilton siger.
6
s. 82
Borkman
( hæftig ).
Men hvad slags mennesker! Kan De sige
mig det?
Frida
(lidt ængstelig).
Nej, det véd jeg virkelig ikke. Jo, –
det er sandt, – jeg véd, at student Borkman
skal der iaften.
Borkman
(studser).
Erhart! Min søn?
Frida.
Ja, han skal der.
Borkman.
Hvoraf véd De det?
Frida.
Han sa’ det selv. For en times tid siden.
s. 83
Borkman.
Er han da her ude idag?
Frida.
Ja, han har været hos fru Wilton hele
eftermiddagen.
Borkman
(forskende).
Véd De, om han var indom her også? Om
han var inde og talte med nogen nedenunder,
mener jeg?
Frida.
Ja, han så lidt indom til fruen.
Borkman
(bittert).
Aha, – kunde forstå det.
Frida.
Men der var nok en fremmed dame hos
hende, tror jeg.
6*
s. 84
Borkman.
Så? Var der det? Å ja, til fruen kommer
der vel sagtens nogen en gang imellem.
Frida.
Skal jeg sige til student Borkman, hvis
jeg træffer ham siden, at han skal komme
her op til Dem også?
Borkman
(barsk).
De skal ingenting sige! Det skal jeg
meget ha’ mig frabedt. De folk, som ønsker
at sé op til mig, de kan komme af sig selv.
Jeg be’r ingen.
Frida.
Nej, nej, så skal jeg ingenting si’ da. –
Godnat, herr Borkman.
Borkman
(driver om og brummer).
Godnat.
s. 85
Frida.
Ja, får jeg kanske lov til at løbe ned
vindeltrappen? Det er fortere.
Borkman.
Å bevar’s, – løb De for mig hvad trappe
De selv vil. Godnat med Dem!
Frida.
Godnat, herr Borkman.
( Hun går ud gennem den lille tapetdør i baggrunden til
venstre.)
(Borkman går i tanker hen til pianoet og vil lukke det,
men lader det være. Sér sig om i al tomheden og gi’r sig
til at drive op og ned af gulvet fra hjørnet ved pianoet til
hjørnet i baggrunden til højre, – bestandig rastløs og urolig
frem og tilbage. Tilsidst går han hen til skrivebordet, lytter
over mod fløjdøren, tager hurtig et håndspejl, sér sig i det
og retter på sit halstørklæde.)
(Det banker på fløjdøren. Borkman hører det, sér hurtig
derhen, men tier.)
(Om lidt banker det igen; dennegang stærkere.)
Borkman
(stående ved skrivebordet med den venstre hånd støttet mod
bordpladen og den højre indstukket på brystet)
.
Kom ind!
s. 86
(Vilhelm Foldal kommer varsomt ind i salen. Han er
en bøjet, udslidt mand med milde, blå øjne og tyndt, langt,
gråt hår nedover frakkekraven. En mappe under armen.
Blød filthat i hånden og store hornbriller, som han skyder
op i panden.)
Borkman
(forandrer stilling og sér på den indtrædende med et halvt
skuffet, halvt tilfreds udtryk)
.
Å, er det bare dig.
Foldal.
En god aften, John Gabriel. Jo, det er
såmænd mig.
Borkman
(med et strængt blik).
Jeg synes forresten, du er lovlig sent ude.
Foldal.
Nå, vejen er ikke så ganske kort, du.
Især for en, som skal gå den tilfods.
Borkman.
Men hvorfor går du da altid, Vilhelm?
Du har jo sporvognen lige ved.
s. 87
Foldal.
Det er sundere, det at gå. Og så er jo
de ti øre sparet. – Nå, har så Frida nylig
været heroppe og spillet for dig?
Borkman.
Hun gik lige i dette øjeblik. Mødte du
hende ikke udenfor?
Foldal.
Nej, jeg har ikke set noget til hende på
lange tider. Lige siden hun kom i huset til
denne fru Wilton.
Borkman
(sætter sig i sofaen og tyder med en håndbevægelse mod
en stol)
.
Du kan gerne sætte dig, du også, Vilhelm.
Foldal
(sætter sig på stolkanten).
Mange tak. ( sér tungsindig på ham.) Å, du kan
ikke tro, hvor ensom jeg føler mig, siden
Frida kom hjemmefra.
s. 88
Borkman.
Å hvad, – du har da nok igen.
Foldal.
Ja, det véd gud jeg har. Hele fem stykker.
Men Frida var den eneste, som sådan forstod
mig en smule. (ryster tungt på hovedet .) Alle de
andre forstår mig sletikke.
Borkman
(mørk, sér hen for sig og trommer på bordet).
Nej, det er sagen. Det er forbandelsen,
som vi enkelte, vi udvalgte mennesker har at
bære på. Massen og mængden, – alle de
gennemsnitlige, – de forstår os ikke, Vilhelm.
Foldal
(resigneret).
Det fik endda være med forståelsen. Med
lidt tålmodighed kan en jo altid gå og vente
på den en stund endnu. (med tårekvalt stemme.)
Men der er det, som er bittrere, du.
Borkman
( hæftig ).
Der er ingenting bittrere end det!
s. 89
Foldal.
Jo, der er, John Gabriel. Jeg havde nu
netop en huslig scene – før jeg gik herud.
Borkman.
Så? Hvorfor det?
Foldal
(brister ud).
De derhjemme – de foragter mig.
Borkman
(farer op).
Foragter –!
Foldal
(visker øjnene).
Jeg har længe mærket det. Men idag kom
det rigtig frem.
Borkman
(tier lidt).
Du gjorde visst et dårligt valg, da du
gifted dig.
s. 90
Foldal.
Der var jo omtrent intet valg for mig.
Og desuden, – gifte sig vil en jo gerne, når
en begynder at trække på årene. Og så redu-
ceret, så dybt på knæerne, som jeg dengang
var –
Borkman
(springer op i vrede).
Skal dette her være en sigtelse til mig?
En bebrejdelse –!
Foldal
(ængstelig).
Nej, for guds skyld, John Gabriel –!
Borkman.
Jo, du sidder og tænker på al den ulykke,
som brød ind over banken –!
Foldal
(beroligende).
Men jeg gi’r da ikke dig skylden for det!
Gud bevare mig vel –!
s. 91
Borkman
(brummende, sætter sig igen).
Nå, det var da endda godt.
Foldal.
For resten må du ikke tro, det er min
hustru, jeg beklager mig over. Hun har jo
liden dannelse, stakker, det er sandt. Men
nokså bra’ er hun alligevel. – Nej, det er
børnene, du –
Borkman.
Kunde tænke det.
Foldal.
For børnene, – de har jo mere kultur,
de. Og flere fordringer til livet altså.
Borkman
( sér deltagende på ham).
Og derfor så foragter de ungerne dig, Vil-
helm?
Foldal
(trækker på skuldrene).
Jeg har jo ikke gjort videre karriere, sér
du. Det må jo indrømmes –
s. 92
Borkman
(rykker nærmere og lægger hånden på hans arm).
Véd de da ikke, at du har skrevet et
sørgespil i din ungdoms dage?
Foldal.
Jo, naturligvis véd de det. Men det lader
ikke til at gøre synderlig indtryk på dem.
Borkman.
Så er de uforstående, du. For dit sørge-
spil er godt. Det tror jeg fuldt og fast.
Foldal
(opklarende).
Ja, synes ikke du, der er adskillig godt i
det, John Gabriel? Herregud, når jeg nu
endelig engang kunde få det anbragt –
(begynder ivrigt at åbne og blade i mappen.) Sé her!
Nu skal jeg vise dig noget, som jeg har for-
andret –
Borkman.
Har du det med dig?
s. 93
Foldal.
Ja, jeg tog det med. Det er så længe
siden, jeg læste det for dig nu. Og så tænkte
jeg, det kanske kunde adsprede dig at høre
en akt eller to –
Borkman
(afværgende, rejser sig).
Nej, nej, lad heller være til en anden gang.
Foldal.
Ja, ja, som du vil da.
(Borkman går ud på gulvet, frem og tilbage. Foldal pakker
manuskriptet ind igen.)
Borkman
(standser foran ham).
Du har ret i det, du nylig sa’, – at du
ingen karriere har gjort. Men det lover jeg
dig, Vilhelm, at når engang oprejsningens
time er slået for mig –
Foldal
(vil rejse sig).
Å, tak skal du ha’ –!
s. 94
Borkman
(med håndbevægelse).
Du må gerne bli’ siddende. (stigende ophidset.)
Når oprejsningens time slår for mig –. Når
de indsér , at de ikke kan undvære mig –.
Når de kommer her op til mig på salen –
og kryber til korset og trygler mig om at ta’
bankens tøjler igen –! Den nye bank, som
de har grundet – og ikke kan magte –
(stiller sig ved skrivebordet ligesom før og slår sig for brystet.)
Her vil jeg stå og ta’ imod dem! Og det
skal høres og spørges videnom i landet, hvad
betingelser John Gabriel Borkman stiller for
at – (standser pludselig og stirrer på Foldal.) Du sér
så tvilende på mig! Tror du kanske ikke, at
de kommer? At de må, må, må komme til
mig engang? Tror du ikke det!
Foldal.
Jo det véd gud jeg gør, John Gabriel.
Borkman
(sætter sig igen i sofaen).
Jeg tror det så fast. Véd det så uryggelig
visst – at de kommer. – Havde jeg ikke
s. 95

havt den visshed, – så havde jeg for længe
siden skudt mig en kugle gennem hodet.
Foldal
(angst).
Å nej, for alt i verden –!
Borkman
(hoverende).
Men de kommer! De kommer nok! Pas
på! Hver dag, hver time kan jeg vente dem
her. Og du sér , jeg holder mig parat til at
ta’ imod dem.
Foldal
(med et suk).
Bare de vilde komme rigtig snart.
Borkman
(urolig).
Ja du, tiden går; årene går; livet, – uh
nej – det tør jeg ikke tænke på! ( sér på ham.)
Véd du, hvorledes jeg undertiden føler mig?
Foldal.
Nå?
s. 96
Borkman.
Jeg føler mig som en Napoleon, der blev
skudt til krøbling i sit første feltslag.
Foldal
(lægger hånden på mappen).
Den fornemmelse kender jeg også.
Borkman.
Å ja, det er nu sådan i det mindre, det.
Foldal
(stilfærdig).
Min lille digterverden har stor værdi for
mig, John Gabriel.
Borkman
( hæftig ).
Ja, men jeg, som kunde ha’ skabt millioner!
Alle bergværkerne, som jeg vilde lagt under
mig! Nye gruber i det uendelige! Vandfaldene!
Stenbruddene! Handelsveje og skibsforbindelser
hele den vide verden udover. Alt, alt skulde
jeg alene ha’ fået istand!
s. 97
Foldal.
Ja, jeg véd det nok. Der var ikke den
ting, du veg tilbage for.
Borkman
(knuger hænderne).
Og så må jeg sidde her som en skamskudt
storfugl og sé på, at de andre kommer mig i
forkøbet, – og ta’r det fra mig, stykke for
stykke!
Foldal.
Så går det mig også, du.
Borkman
(uden at agte på ham).
Tænke sig til. Så lige var jeg ved målet.
Havde jeg bare fåt otte dages frist til at om-
råde mig. Alle deposita skulde da været ind-
løste. Alle de værdier, som jeg med modig
hånd havde gjort brug af, de skulde da igen
ha’ ligget på sin plads, som før. De svimlende
store aktieselskaber var dengang lige paa et
hængende hår kommet istand. Ingen eneste
en skulde ha’ tabt en øre –
7
s. 98
Foldal.
Ja herregud , – så yderlig nær, som du
var –
Borkman
(i kvalt raseri).
Og så kom forræderiet over mig! Netop
lige midt i afgørelsens dage! ( sér på ham.) Véd
du, hvad jeg holder for den infameste for-
brydelse, et menneske kan begå?
Foldal.
Nej, sig mig det.
Borkman.
Det er ikke mord. Ikke røveri eller natligt
indbrud. Ikke falsk ed engang. For alt sligt
noget, det øves jo mest imod folk, som en
hader eller som er en ligegyldige og ikke
kommer en ved.
Foldal.
Men det infameste da, John Gabriel?
s. 99
Borkman
(med eftertryk).
Det infameste er vens misbrug af vens
tillid.
Foldal
(lidt betænkelig).
Ja, men hør nu her –
Borkman
(opfarende).
Hvad er det, du vil sige! Jeg sér det på
dig. Men det slår ikke til. De folk, som
havde sine værdipapirer i banken, de skulde
fåt alt sit tilbage. Hver eneste smule! –
Nej, du, – det infameste, et menneske kan
begå, det er at misbruge en vens breve, –
lægge frem for alverden det, som bare var be-
troet til en eneste, på tomandshånd, ligesom
en hvisken i et tomt, mørkt, låset værelse.
Den mand, som kan gribe til slige midler,
han er helt igennem forgiftet og forpestet af
overskurkens moral. Og en slig ven har jeg
havt. – Og han var den, som knuste mig.
7*
s. 100
Foldal.
Jeg aner jo nok, hvem du sigter til.
Borkman.
Der var ikke en fold i hele min vandel,
som jeg ikke turde lægge åben for ham. Og
da så øjeblikket var inde, da vendte han de
våben imod mig, som jeg selv havde givet
ham i hænde.
Foldal.
Jeg har aldrig kunnet begribe, hvorfor
han –. Ja, der blev jo rigtignok ymtet om
adskilligt dengang.
Borkman.
Hvad blev der ymtet om? Sig det. Jeg
véd jo ingenting. For jeg kom jo straks i – i
isolation. Hvad ymted folk om, Vilhelm?
Foldal.
Du skulde jo været minister, blev der sagt.
s. 101
Borkman.
Det blev mig tilbudt. Men jeg afslog.
Foldal.
Stod ham altså ikke i vejen.
Borkman.
Å nej; det var ikke derfor, han forrådte
mig.
Foldal.
Ja, da begriber jeg så sandelig ikke –
Borkman.
Jeg kan gerne sige det til dig, Vilhelm.
Foldal.
Nå?
Borkman.
Det var – sådan et slags kvindehistorie, du.
s. 102
Foldal.
En kvindehistorie? Nej men, John Ga-
briel –?
Borkman
(afbrydende).
Ja, ja, ja, – de gamle, dumme historier
snakker vi ikke mere om. – Nå, minister
blev da hverken han eller jeg.
Foldal.
Men højt tilvejrs kom han.
Borkman.
Og jeg i afgrunden.
Foldal.
Å, det er et frygteligt sørgespil –
Borkman
(nikker til ham).
Næsten lige så frygteligt som dit, synes
jeg, når jeg tænker på det.
s. 103
Foldal
(troskyldig).
Ja, mindst lige så frygteligt.
Borkman
( lér stille).
Men fra en anden side betragtet, så er det
virkelig en slags komedie også.
Foldal.
En komedie? Dette her?
Borkman.
Ja slig, som det lader til at arte sig nu.
For nu skal du bare høre –
Foldal.
Nå da?
Borkman.
Ja, du traf jo ikke Frida, da du kom.
Foldal.
Nej.
s. 104
Borkman.
Mens vi to sidder her, så sidder hun nede
og spiller til dans hos ham, som forrådte og
ruinerte mig.
Foldal.
Det havde jeg da ingen anelse om.
Borkman.
Jo, hun tog sine noter og gik fra mig til
– til herskabshuset.
Foldal
(undskyldende).
Ja, ja, stakkers barn –
Borkman.
Og kan du gætte, hvem hun spiller for –
blandt andre?
Foldal.
Nå?
s. 105
Borkman.
For min søn, du.
Foldal.
Hvad!
Borkman.
Ja, hvad synes du, Vilhelm? Min søn er
dernede i de dansendes rækker iaften. Er det
så ikke en komedie, som jeg siger?
Foldal.
Ja, men så véd han visst ikke noget, du.
Borkman.
Hvad véd han ikke?
Foldal.
Han véd visst ikke, hvorledes han
denne – nå –
Borkman.
Du kan gerne nævne navnet. Jeg kan
godt tåle at høre det nu.
s. 106
Foldal.
Jeg er sikker på, at din søn ikke kender
sammenhængen, John Gabriel.
Borkman
(mørk, sidder og banker i bordet).
Han kender den, du, – så visst, som jeg
sidder her.
Foldal.
Men kan du da tænke, at han skulde søge
omgang i det hus!
Borkman
(ryster på hovedet ).
Min søn sér vel ikke på tingene med samme
slags øjne som jeg. Jeg tør sværge på, at
han står på mine fienders side! Han synes
sagtens, ligesom de, at advokat Hinkel bare
gjorde sin forbandede skyldighed, da han gik
hen og forrådte mig.
Foldal.
Men, kære, hvem skulde ha’ stillet sagen
i det lys for ham?
s. 107
Borkman.
Hvem? Glemmer du, hvem der har op-
draget ham? Først hans tante – fra han
var en sex–syv år gammel. Og nu bagefter
– hans mor!
Foldal.
Jeg tror, du gør dem uret i dette her.
Borkman
(opfarende).
Jeg gør aldrig noget menneske uret! Begge
to så har de hidset ham imod mig, hører
du jo!
Foldal
(spagfærdig).
Ja, ja, ja, så har de vel det da.
Borkman
(harmfuld).
Å, de kvinder! De fordærver og forvansker
livet for os! Forkvakler hele vor skæbne, –
hele vor sejersgang.
s. 108
Foldal.
Ikke alle, du!
Borkman.
Så? Nævn mig nogen eneste en, som
duer da!
Foldal.
Nej, det er sagen. De få, jeg kender, de
duer ikke.
Borkman
(blæser hånligt).
Ja, hvad nytter det så! At der er slige
kvinder til, – når en ikke kender dem!
Foldal
(varmt).
Jo, John Gabriel, det nytter alligevel. Det
er så lykkeligt og så velsignet at tænke på, at
ude, rundt om os, langt borte, – der findes
dog den sande kvinde.
Borkman
(flytter sig utålmodig i sofaen).
Å, lad bare være med den digtersnak!
s. 109
Foldal
( sér dybt krænket på ham).
Kalder du min helligste tro for digtersnak?
Borkman
(hårdt).
Ja, jeg gør! Det er dette her, som er skyld
i, at du aldrig er kommen frem i verden. Hvis
du vilde la’ alt sligt noget fare, så kunde jeg
endnu hjælpe dig på fode, – hjælpe dig i
vejret.
Foldal
(mens det koger indeni ham).
Å, det kan du jo ikke.
Borkman.
Jeg kan, når jeg bare kommer til magten
igen.
Foldal.
Men det har visst forfærdelig lange udsigter.
s. 110
Borkman
( hæftig ).
Tror du kanske, at den tid aldrig kommer?
Svar mig på det!
Foldal.
Jeg véd ikke, hvad jeg skal svare dig.
Borkman
(rejser sig, kold og fornem, med en håndbevægelse mod
døren)
.
Så har jeg ikke længer nogen brug for dig.
Foldal
(op fra stolen).
Ikke brug –!
Borkman.
Når du ikke tror, at min skæbne vil vende
sig –
Foldal.
Men jeg kan da ikke tro imod al fornuft! –
Oprejsning måtte du jo ha’ –
s. 111
Borkman.
Videre! Videre!
Foldal.
Vel har jeg ikke taget min examen; men
meget har jeg da læst i mine dage –
Borkman
(hurtig).
Umuligt, mener du?
Foldal.
Der er ikke noget præjudikat for sligt.
Borkman.
Behøves ikke for undtagelsesmennesker.
Foldal.
Loven kender ikke den slags hensyn.
Borkman
(hårdt og afgørende).
Du er ingen digter, Vilhelm.
s. 112
Foldal
(folder uvilkårlig hænderne).
Siger du det i fuldt alvor?
Borkman
(afvisende, uden at svare).
Vi spilder bare vor tid på hinanden. Bedst,
at du ikke kommer igen.
Foldal.
Vil du altså, at jeg skal gå fra dig?
Borkman
(uden at sé på ham).
Har ingen brug for dig længer.
Foldal
(sagtmodig, tager mappen).
Nej, nej, nej; kan så være, det.
Borkman
Her har du altså hele tiden løjet for mig.
s. 113
Foldal
(ryster på hovedet ).
Aldrig løjet, John Gabriel.
Borkman.
Har du ikke siddet her og løjet håb og
tro og tillid ind i mig?
Foldal.
Det var ikke løgn, så længe du trode på
mit kald. Så længe du trode på mig, så
længe trode jeg på dig.
Borkman.
Vi har bedraget hinanden gensidig altså.
Og kanske bedraget os selv – begge to.
Foldal.
Men er da ikke det i grunden venskab,
John Gabriel?
Borkman
(smiler bittert).
Jo, det, at bedrage, – det er venskab.
Det har du ret i. Den erfaring har jeg gjort
en gang før.
8
s. 114
Foldal
( sér hen på ham).
Ikke noget digterkald. Og det kunde du
sige mig så hårdhændt.
Borkman
(blødere i stemmen).
Nå, jeg er jo ikke nogen sagkyndig på
det område.
Foldal.
Kanske mere end du selv véd.
Borkman.
Jeg?
Foldal
(sagte).
Ja, du. For jeg har selv havt mine tvil
– en gang imellem, skal du vide. Den gru-
fulde tvil – at jeg har forkvaklet livet for
en indbildnings skyld.
Borkman.
Har du selv tvil, da står du på faldende
fødder.
s. 115
Foldal.
Derfor var det så trøsterigt for mig at
komme her og støtte mig op til dig, som
troede . (tager sin hat.) – Men nu er du som
en fremmed for mig.
Borkman.
Du også for mig.
Foldal.
Godnat, John Gabriel.
Borkman.
Godnat, Vilhelm.
(Foldal går ud til venstre.)
(Borkman står en stund og stirrer mod den lukkede dør;
gør en bevægelse, som om han vilde kalde Foldal tilbage,
men betænker sig og begynder at gå op og ned ad gulvet
med hænderne på ryggen. Derpå standser han ved sofabordet
og slukker lampen. Det bliver halvmørkt i salen.)
(Lidt efter banker det på tapetdøren til venstre i bag-
grunden.)
Borkman
(ved bordet, farer sammen, vender sig og spørger højlydt).
Hvem er det, som banker?
(Intet svar; det banker igen.)
8*
s. 116
Borkman
(bliver stående).
Hvem er det? Kom ind!
(Ella Rentheim, med et tændt lys i hånden, kommer
tilsyne i døren. Hun er klædt i sin sorte dragt, som før,
med kåben kastet løst over skuldrene.)
Borkman
(stirrer på hende).
Hvem er De? Hvad vil De mig!
Ella Rentheim
(lukker døren efter sig og kommer nærmere).
Det er mig, Borkman.
( Hun sætter lyset fra sig på pianoet og bliver stående der.)
Borkman
(står som lynslagen, stirrer ufravendt på hende og hvisker
halvhøjt)
.
Er det – er det Ella? Er det Ella Rentheim?
Ella Rentheim.
Ja. – Det er «din» Ella, – som du kaldte
mig før i tiden. Engang. For de mange –
mange år siden.
s. 117
Borkman
(som før).
Ja, det er dig, Ella, – jeg sér det nu.
Ella Rentheim.
Kan du kende mig igen?
Borkman.
Ja, nu begynder jeg at –
Ella Rentheim.
Årene har taget hårdt og høstligt på mig,
Borkman. Synes du ikke det?
Borkman
(tvungent).
Du er ble’t noget forandret. Sådan i første
øjeblik –
Ella Rentheim.
Jeg har ikke de mørke krøllerne nedover
nakken nu. De, som du engang holdt så af
at sno om dine fingre.
s. 118
Borkman
(hurtig).
Rigtig! Nu sér jeg det, Ella. Du har
forandret frisuren.
Ella Rentheim
(med et trist smil).
Akkurat. Det er frisuren, som gør det.
Borkman
(afledende).
Jeg vidste ellers ikke af, at du var her
på disse kanter af landet.
Ella Rentheim.
Jeg er også så nylig kommen.
Borkman.
Hvorfor er du rejst hidover, – nu, ved
vintertid?
Ella Rentheim.
Det skal du få høre.
s. 119
Borkman.
Er det noget, du vil mig?
Ella Rentheim.
Dig også. Men skal vi tale om det, så
må jeg begynde langt tilbage.
Borkman.
Du er visst træt.
Ella Rentheim.
Ja, jeg er træt.
Borkman.
Vil du ikke sætte dig? Der, – i sofaen.
Ella Rentheim.
Jo tak. Jeg trænger til at sidde.
( Hun går over til højre og sætter sig i det forreste sofa-
hjørne. Borkman står ved bordet med hænderne på ryggen
og sér på hende. Kort taushed.)
Ella Rentheim.
Det er usigelig længe siden vi to mødtes,
ansigt til ansigt, Borkman.
s. 120
Borkman
(mørk).
Længe, længe siden. Alt det forfærdelige
ligger imellem.
Ella Rentheim.
Et helt menneskeliv ligger imellem. Et
forspildt menneskeliv.
Borkman
( sér hvasst på hende).
Forspildt!
Ella Rentheim.
Ja, just forspildt. For os begge.
Borkman
(i kold forretningstone).
Jeg eragter ikke mit liv som forspildt
endnu.
Ella Rentheim.
Nå, men mit liv da?
s. 121
Borkman.
Der har du selv skylden, Ella.
Ella Rentheim
(med et ryk).
Og det siger du!
Borkman.
Du kunde så godt ble’t lykkelig uden mig.
Ella Rentheim.
Tror du det?
Borkman.
Ifald du bare selv havde villet.
Ella Rentheim
(bittert).
Ja, jeg véd jo nok, at der stod en anden
parat til at ta’ imod mig –
Borkman.
Men ham viste du væk –
s. 122
Ella Rentheim.
Ja, jeg gjorde det.
Borkman.
Gang på gang viste du ham væk. År
efter år –
Ella Rentheim
(hånligt).
– år efter år viste jeg lykken fra mig,
mener du vel?
Borkman.
Du kunde så godt ble’t lykkelig med ham
også. Og da havde jeg været frelst.
Ella Rentheim.
Du –?
Borkman.
Ja, da havde du frelst mig, Ella.
Ella Rentheim.
Hvorledes mener du det?
s. 123
Borkman.
Han trode, det var mig, som stod bagved
dine afvisninger, – dine evige afslag. Og så
tog han hævn. For det kunde han så let, –
han, som havde alle mine uforbeholdne, tillids-
fulde breve i sit værge. Dem gjorde han brug
af, – og så var det ude med mig – indtil
videre da. Sé , alt det er du skyld i, Ella!
Ella Rentheim.
Sé , sé , Borkman, – når det kommer til
stykket, så er det kanske mig, som står i
skyld og gæld til dig.
Borkman.
Som man ta’r det. Jeg véd godt alt det,
jeg har at takke dig for. Du lod gården her,
hele ejendommen , tilslå dig ved auktionen.
Stilled huset fuldt til rådighed for mig og for
– for din søster. Du tog Erhart til dig, –
og sørged for ham i alle måder –
Ella Rentheim.
– så længe jeg fik lov til det –
s. 124
Borkman.
– fik lov af din søster, ja. Jeg har
aldrig blandet mig ind i disse huslige spørgs-
mål. – Som jeg vilde sagt, – jeg véd, hvad
du har ofret for mig og for din søster. Men
du kunde også gøre det, Ella. Og du skal
vel huske på, at det var mig, som satte dig
i stand til at kunne det.
Ella Rentheim
(oprørt).
Der fejler du storlig, Borkman! Det var
mit inderste, varmeste sind og hjerte for Er-
hart, – og for dig også, – det var det, som
drev mig!
Borkman
(afbrydende).
Kære, lad os ikke komme ind på følelser
og sligt noget. Jeg mener naturligvis, at når
du handled, som du gjorde, så var det mig,
som gav dig evnen til det.
Ella Rentheim
(smiler).
Hm, evnen, evnen –
s. 125
Borkman
(ildfuldt).
Ja, netop evnen! Da det store, afgørende
slag skulde stå, – da jeg ikke kunde spare
hverken slægt eller venner, – da jeg måtte
gribe – og altså også greb til millionerne,
som var betroet mig, – da sparte jeg alt det,
som dit var, alt, hvad du ejed og havde, –
skønt jeg kunde ta’t og lånt det – og brugt
det – ligesom alt det øvrige!
Ella Rentheim
(kold og rolig).
Det er sandt og rigtig, Borkman.
Borkman.
Det er det. Og derfor, – da de så kom
og tog mig, – så fandt de også alt dit urørt
i bankens kælder.
Ella Rentheim
( sér hen på ham).
Jeg har så tidt tænkt på det, – hvorfor
sparte du egentlig alt det, som mit var? Og
bare det alene?
s. 126
Borkman.
Hvorfor?
Ella Rentheim.
Ja, hvorfor? Sig mig det.
Borkman
(hårdt og hånligt).
Du tænker kanske, at det var for at jeg
kunde ha’ noget at falde tilbage på – om
det skulde gå galt?
Ella Rentheim.
Å nej, du, – det tænkte du visst ikke
på i de dage.
Borkman.
Aldrig! Jeg var så uryggelig sikker på
sejren.
Ella Rentheim.
Ja, men hvorfor så alligevel –?
Borkman
(trækker på skuldrene).
Herregud, Ella, – det er ikke så godt at
huske bevæggrunde, som er en snes år gamle.
s. 127

Jeg husker bare, at når jeg gik der ensom og
tumled i stilhed med alle de store foretagender,
som skulde sættes i værk, så syntes jeg, at jeg
var tilmode ligesom jeg kunde tænke mig en
luftskipper. Gik der i de søvnløse nætter og
fyldte en kæmpeballon og skulde til at sejle
udover et usikkert, farefuldt verdenshav.
Ella Rentheim
(smiler).
Du, som aldrig tvilte på sejren?
Borkman
(utålmodig).
Menneskene er slig, Ella. De både tviler
og de tror på den samme ting. (hen for sig.) Og
derfor var det vel, at jeg ikke vilde ha’ dig
og dit med mig i ballonen.
Ella Rentheim
(i spænding).
Hvorfor, spør’ jeg! Sig, hvorfor!
Borkman
(uden at sé på hende).
En ta’r ikke gerne det dyreste med om-
bord på slig færd.
s. 128
Ella Rentheim.
Du havde jo det dyreste med ombord.
Selve din fremtids liv –
Borkman.
Livet er ikke altid det dyreste.
Ella Rentheim
(åndeløs).
Stod det slig for dig dengang?
Borkman.
Det forekommer mig så.
Ella Rentheim.
At jeg var det dyreste, du vidste?
Borkman.
Ja, der svæver mig for noget sligt.
Ella Rentheim.
Og dengang var der dog gået år og dag
hen, efter at du havde sveget mig – og giftet
dig med – med en anden!
s. 129
Borkman.
Sveget dig, siger du? Du forstår visst
meget godt, at det var højere hensyn, – nå
ja, andre hensyn da, – som tvang mig.
Uden hans bistand kunde jeg ingen vej
komme.
Ella Rentheim
(bekæmper sig).
Altså sveget mig af – højere hensyn.
Borkman.
Jeg kunde ikke undvære hans hjælp. Og
han satte dig som pris for hjælpen.
Ella Rentheim.
Og du betalte prisen. Fuldt ud. Uden
prutning.
Borkman.
Havde ikke noget valg. Måtte sejre eller
falde.
9
s. 130
Ella Rentheim
(med bævende stemme, sér på ham).
Kan det være sandt, som du siger, at jeg
dengang var dig det dyreste i verden?
Borkman.
Både dengang og siden, – længe, længe
bagefter.
Ella Rentheim.
Og så tusked du mig bort alligevel. Køb-
slog om din kærligheds ret med en anden
mand. Solgte min kærlighed for en – for
en bankchefspost!
Borkman
(mørk og bøjet).
Den tvingende nødvendighed var over mig,
Ella.
Ella Rentheim
(rejser sig vildt og dirrende fra sofaen).
Forbryder!
s. 131
Borkman
(farer sammen, men behersker sig).
Det ord har jeg hørt før.
Ella Rentheim.
Å, tro aldrig, at jeg sigter til, hvad du
kan ha’ forbrudt imod lands lov og ret! Hvad
brug du har gjort af alle disse aktiebreve og
obligationer – eller hvad det var for noget,
– hvad tror du, jeg bryr mig om det! Havde
jeg fået lov at stå dig nær, da alt styrted
sammen over dig –
Borkman
(spændt).
Hvad da, Ella?
Ella Rentheim.
Tro mig, jeg skulde båret det så gladelig
med dig. Skammen, ødelæggelsen, – alt, alt
skulde jeg ha’ hjulpet dig at bære –
Borkman.
Havde du villet det? Kunnet det?
9*
s. 132
Ella Rentheim.
Både villet og kunnet det. For dengang
kendte jeg jo ikke din store, forfærdelige for-
brydelse –
Borkman.
Hvilken! Hvad sigter du til?
Ella Rentheim.
Jeg sigter til den forbrydelse, som der
ingen tilgivelse er for.
Borkman
(stirrer på hende).
Du må være fra dig selv.
Ella Rentheim
(træder nærmere).
Du er en morder! Du har begået den
store dødssynd!
Borkman
(viger henover mod pianoet).
Raser du, Ella!
s. 133
Ella Rentheim.
Du har dræbt kærlighedslivet i mig. (nær-
mere mod ham.)
Forstår du, hvad det vil sige?
Der tales i bibelen om en gådefuld synd, som
der ingen tilgivelse er for. Jeg har aldrig før
kunnet begribe, hvad det var for noget. Nu
begriber jeg det. Den store nådeløse synd, –
det er den synd at myrde kærlighedslivet i
et menneske.
Borkman.
Og det siger du, jeg har gjort?
Ella Rentheim.
Du har gjort det. Jeg har aldrig rigtig
vidst, hvad der egentlig var vederfaret mig,
før nu ikveld. Det, at du svigted mig og
vendte dig til Gunhild istedet, – det tog jeg
bare sådan som en almindelig ustadighed fra
din side. Og som en følge af hjerteløse
kunstgreb fra hendes. Og jeg tror næsten, jeg
foragted dig en smule – trods alt. – Men
nu sér jeg det! Du sveg den kvinde, du
elsked! Mig, mig, mig! Det dyreste, du
s. 134

vidste i verden, det var du rede til at af-
hænde for vindings skyld. Det er dobbelt-
mordet, som du har gjort dig skyldig i!
Mordet på din egen sjæl og på min!
Borkman
(kold og behersket).
Hvor godt jeg kender dit lidenskabelige,
utøjlede sind igen, Ella. Det er sagtens så
rimeligt for dig at sé sagen slig, som du gør.
Du er jo kvinde. Og for dig lader det jo
altså til, at du ikke véd, ikke la’r gælde nogen
anden sag i hele verden.
Ella Rentheim.
Nej, det gør jeg rigtignok ikke.
Borkman.
Bare din egen hjertesag –
Ella Rentheim.
Bare den! Bare den! Det har du ret i.
s. 135
Borkman.
Men du får huske på, at jeg er en mand.
Som kvinde var du mig det dyreste i verden.
Men når endelig så må være, så kan dog en
kvinde erstattes af en anden –
Ella Rentheim
( sér på ham med et smil).
Gjorde du den erfaring, da du havde taget
Gunhild til hustru?
Borkman.
Nej. Men mine opgaver i livet hjalp mig til
at bære det også. Alle magtens kilder i dette
land vilde jeg gøre mig underdanige. Alt,
hvad jord og fjeld og skog og hav rummed
af rigdomme – det vilde jeg underlægge mig
og skabe herredømme for mig selv og deri-
gennem velvære for de mange, mange tusend
andre.
Ella Rentheim
(fortabt i erindringen).
Jeg kender det. Så mangen aften, som
vi talte om dine formål –
s. 136
Borkman.
Ja, med dig kunde jeg tale, Ella.
Ella Rentheim.
Jeg spøgte med dine planer og spurgte,
om du vilde vække alle guldets slumrende
ånder.
Borkman
(nikker).
Jeg kan huske det udtryk. (langsomt.) Alle
guldets slumrende ånder.
Ella Rentheim.
Men du tog det ikke for spøg. Du sa’:
ja, ja, Ella, det er netop det, jeg vil.
Borkman.
Det var det også. Når jeg bare først
kunde få foden i stigebøjlen –. Og det af-
hang dengang af den ene mand. Han kunde
og han vilde skaffe mig den ledende stilling
i banken, – ifald jeg på min side –
s. 137
Ella Rentheim.
Rigtig, ja! Ifald du på din side gav af-
kald på den kvinde, du havde kær, – og
som havde dig så usigelig kær igen.
Borkman.
Jeg kendte hans fortærende lidenskab for
dig. Vidste, at han aldrig på noget andet
vilkår –
Ella Rentheim.
Og så slog du til.
Borkman
( hæftig ).
Ja, jeg gjorde det, Ella! For magtlysten
var så ubetvingelig i mig, sér du! Og så slog
jeg til. Måtte slå til. Og han hjalp mig
op halvvejs imod de dragende højder, hvor
jeg vilde hen. Og jeg steg og steg. År for
år steg jeg –
Ella Rentheim.
Og jeg var som udslettet af dit liv.
s. 138
Borkman.
Og endda så styrted han mig i afgrunden
igen. For din skyld, Ella.
Ella Rentheim
(efter en kort, tankefuld taushed).
Borkman, – synes du ikke, at der ligesom
har hvilet forbandelse over hele vort forhold?
Borkman
( sér på hende).
Forbandelse?
Ella Rentheim.
Ja. Synes du ikke det?
Borkman
(urolig).
Jo. Men hvorfor egentlig –? (udbrydende.)
Å, Ella, – jeg véd snart ikke længer, hvem
der har ret, – enten jeg eller du!
Ella Rentheim.
Du er den, som har forsyndet dig. Du
fik al menneskeglæde til at dø i mig.
s. 139
Borkman
(angst).
Sig da ikke det, Ella!
Ella Rentheim.
Al kvindelig menneskeglæde idetmindste.
Fra den tid, da dit billede begyndte at slukne
i mig, har jeg levet mit liv som under en
solformørkelse. I alle disse år er det ble’t
mig mere og mere imod, – rent umuligt til-
slut, at elske nogen levende skabning. Ikke
mennesker, ikke dyr eller planter. Bare denne
eneste ene –
Borkman.
Hvilken eneste ene –?
Ella Rentheim.
Erhart, naturligvis.
Borkman.
Erhart –?
s. 140
Ella Rentheim.
Erhart, – din, din søn, Borkman.
Borkman.
Har han altså virkelig ligget dig så varmt
på hjerte?
Ella Rentheim.
Hvorfor tror du ellers, jeg tog ham til mig?
Og beholdt ham, så længe jeg bare kunde?
Hvorfor?
Borkman.
Jeg tænkte, det var af barmhjertighed.
Ligesom alt det øvrige.
Ella Rentheim
(i stærkt indre oprør).
Barmhjertighed, siger du! Haha! Jeg har
aldrig kendt noget til barmhjertighed – siden
du sveg mig. Jeg kunde det ligefrem ikke.
Kom der et fattigt, forsultent barn ind i mit
køkken og frøs og græd og bad om lidt mad,
så lod jeg kokkepigen besørge det. Følte
s. 141

aldrig nogen trang til at ta’ barnet ind til
mig selv, varme det ved min egen ovn, glæde
mig ved at sidde og sé på, at det fik spise
sig mæt. Og jeg havde da aldrig været slig
i min ungdom; det mindes jeg så grant! Det
er dig, som har gjort det ørkentomt og ørken-
goldt indeni mig – og udenom også!
Borkman.
Bare ikke for Erhart.
Ella Rentheim.
Nej. Ikke for din søn. Men ellers for
alt, alt, hvad som levende rører sig. Du har
bedraget mig for en mors glæde og lykke i
livet. Og for en mors sorger og tårer også.
Og det turde kanske være det dyreste tab
for mig, du.
Borkman.
Siger du det, Ella?
Ella Rentheim.
Hvem véd? Det var kanske en mors sorger
og tårer, som havde tjent mig bedst. (i stærkere
s. 142

bevægelse.)
Men jeg kunde ikke slå mig til tåls
med tabet dengang! Og derfor så tog jeg
Erhart til mig. Vandt ham helt. Vandt hele
hans varme, tillidsfulde barnehjerte for mig,
– indtil –. Åh!
Borkman.
Indtil hvad?
Ella Rentheim.
Indtil hans mor, – hans kødelige mor,
mener jeg, tog ham fra mig igen.
Borkman.
Han måtte vel fra dig igen. Her ind til
byen.
Ella Rentheim
(vrider hænderne).
Ja, men jeg bærer ikke forladtheden, du!
Ikke tomheden! Ikke tabet af din søns hjerte!
Borkman
(med et ondt udtryk i øjnene).
Hm, – det har du visst ikke mistet, Ella.
Man mister ikke lettelig hjerter til fromme for
nogen her nedenunder – i stueetagen.
s. 143
Ella Rentheim.
Jeg har mistet Erhart her. Og hun har
vundet ham igen. Eller nogen anden også.
Det lyser da noksom ud af de breve, han
skriver til mig en gang imellem.
Borkman.
Er det altså for at hente ham hjem til
dig, at du kommer her?
Ella Rentheim.
Ja, ifald det så sandt var gørligt, da –!
Borkman.
Gørligt er det jo, hvis du endelig så vil
ha’ det. For du har jo det største og første
krav på ham.
Ella Rentheim.
Å, krav, krav! Hvad gælder da krav her?
Har jeg ham ikke frivillig, – så har jeg ham
slet ikke. Og det er det, jeg må! Helt og
udélt må jeg ha’ mit barns hjerte nu!
s. 144
Borkman.
Du må huske på, at Erhart er inde i tyve-
årsalderen. Længe vilde du vel ikke kunne
gøre regning på at få beholde hans hjerte
udélt , som du udtrykker dig.
Ella Rentheim
(med et tungt smil).
Det behøvte ikke at vare så svært længe.
Borkman.
Ikke det? Jeg tænkte, at det du kræver,
det kræver du til dine dages ende.
Ella Rentheim.
Det gør jeg også. Men derfor behøver det
ikke at vare så længe.
Borkman
(studser).
Hvad vil du sige med det?
Ella Rentheim.
Du véd da vel, at jeg har været sygelig i
alle de sidste år?
s. 145
Borkman.
Har du?
Ella Rentheim.
Véd du ikke det?
Borkman.
Nej, ikke egentlig –
Ella Rentheim
( sér overrasket på ham).
Har ikke Erhart fortalt dig det?
Borkman.
Kan sandelig ikke huske det i øjeblikket.
Ella Rentheim.
Overhodet ikke talt om mig kanske?
Borkman.
Jo, talt om dig tror jeg nok han har.
Forresten så sér jeg så sjelden noget til ham.
Næsten aldrig. Der er nogen nedenunder,
10

s. 146

som holder ham væk fra mig. Væk, væk,
skønner du.
Ella Rentheim.
Véd du det så sikkert, Borkman?
Borkman.
Ja visst véd jeg det. (forandrer tonen.) Nå,
men du har altså været sygelig, Ella?
Ella Rentheim.
Ja, jeg har det. Og nu i høst tog det en
sådan overhånd, så jeg måtte her ind og tale
med læger, som er mere kyndige.
Borkman.
Og du har alt talt med dem kanske?
Ella Rentheim.
Ja, i formiddag.
Borkman.
Hvad sa’ de for noget da?
s. 147
Ella Rentheim.
De gav mig fuld visshed for det, som jeg
længe har havt en anelse om –
Borkman.
Nå?
Ella Rentheim
(jævn og rolig).
Det er en dødelig sygdom, jeg bærer på,
Borkman.
Borkman.
Å, tro da ikke sligt noget, Ella!
Ella Rentheim.
Det er en sygdom, som der ingen hjælp
og redning er for, du. Lægerne véd intet
middel imod den. De må la’ den gå sin gang.
Kan ingenting gøre for at standse den. Bare
lindre lidt kanske. Og det er da ialfald godt.
Borkman.
Å, men det kan vare længe endnu, – tro
du mig.
10*
s. 148
Ella Rentheim.
Det kan muligens vare vinteren over, blev
der sagt mig.
Borkman
(uden at tænke ved det).
Nå ja, – vinteren er jo lang, den.
Ella Rentheim
(stille).
Den er ialfald lang nok for mig.
Borkman
(ivrig, afledende).
Men hvad i al verden kan den sygdom
være kommet af? Du, som da visst har levet
så sundt og så regelret –? Hvad kan det
da være kommet af?
Ella Rentheim
( sér på ham).
Lægerne tænkte sig, at jeg kanske engang
havde havt store sindsbevægelser at gå igennem.
s. 149
Borkman
(opbrusende).
Sindsbevægelser! Aha, jeg forstår! Det
skulde være mig, som har skylden!
Ella Rentheim
(i stigende indre oprør).
Det er det for sent at drøfte nu! Men
jeg ha’ mit hjertes eget eneste barn igen,
før jeg går bort! Det er så usigelig tungt for
mig at tænke på, at jeg skal forlade alt, hvad
liv er, – forlade sol og lys og luft, uden at
lade efter mig her en eneste en, som vilde
tænke på mig, mindes mig varmt og vemodigt,
– slig, som en søn tænker på og mindes
den mor, han har mistet.
Borkman
(efter et kort ophold).
Tag ham, Ella, – ifald du kan vinde
ham.
Ella Rentheim
(livfuldt).
Gir du dit samtykke? Kan du det?
s. 150
Borkman
(mørk).
Ja. Og det er ikke noget så stort offer,
du. For jeg ejer ham så ikke alligevel.
Ella Rentheim.
Tak, tak for offeret endda! – Men så
har jeg en ting til at be’ dig om. En stor
ting for mig, Borkman.
Borkman.
Nå, så bare sig det.
Ella Rentheim.
Du vil kanske finde det barnagtigt af mig,
– ikke kunne forstå det –
Borkman.
Sig det, – sig det da!
Ella Rentheim.
Når jeg nu snart går bort, så efterlader
jeg mig ikke så ganske lidet –
s. 151
Borkman.
Nej, du gør vel ikke det.
Ella Rentheim.
Og det er min agt at la’ det altsammen
gå over på Erhart.
Borkman.
Ja, du har jo egentlig ikke nogen nærmere.
Ella Rentheim
(varmt).
Nej, jeg har visselig ingen nærmere end
ham.
Borkman.
Ingen af din egen slægt. Du er den sidste.
Ella Rentheim
(nikker langsomt).
Ja, så er det netop. Når jeg dør, – så
dør navnet Rentheim også. Og det er mig
en så kvælende tanke. Udslettes af tilværelsen
– lige til navnet –
s. 152
Borkman
(farer op).
Ah, – jeg sér , hvor du vil hen!
Ella Rentheim
(lidenskabeligt).
Lad ikke det få ské ! Lad Erhart få bære
navnet efter mig!
Borkman
( sér hårdt på hende).
Jeg forstår dig nok. Du vil fri min søn
fra at bære sin fars navn. Det er sagen.
Ella Rentheim.
Aldrig det! Jeg skulde selv så trodsig og
gladelig ha’ båret det sammen med dig! Men
en mor, som snart skal dø –. Et navn bin-
der mere end du tror og véd, Borkman.
Borkman
(kold og stolt).
Godt og vel, Ella. Jeg skal være mand
for at bære mit navn alene.
s. 153
Ella Rentheim
(griber og trykker hans hænder).
Tak, tak! Nu er der fuldt opgør mellem
os! Jo, jo, lad så være, det! Du har gjort
godt igen, hvad du kunde. For når jeg er
ude af livet, så lever Erhart Rentheim efter
mig!
(Tapetdøren slåes op. Fru Borkman, med det store tørklæde
over hovedet , står i døråbningen.)
Fru Borkman
(i voldsomt oprør).
Aldrig i evighed skal Erhart hede så!
Ella Rentheim
(viger tilbage).
Gunhild!
Borkman
(hårdt og truende).
Her op til mig har ingen lov til at komme!
Fru Borkman
(et skridt indenfor).
Jeg ta’r mig lov til det.
s. 154
Borkman
(imod hende).
Hvad er det, du vil mig?
Fru Borkman.
Jeg vil kæmpe og stride for dig. Værge
dig imod de onde magter.
Ella Rentheim.
De værste magter er i dig selv, Gunhild!
Fru Borkman
(hårdt).
Lad så være med det. (truende, med oprakt arm.)
Men det siger jeg, – sin fars navn skal han
bære! Og bære det højt frem til ære igen!
Og jeg alene vil være hans mor! Jeg alene!
Mit skal min søns hjerte være. Mit og ingen
andens.
( Hun går ud gennem tapetdøren og lukker efter sig.)
Ella Rentheim
(rystet og oprevet).
Borkman, – Erhart kommer til at gå til
grunde i dette uvejr. Det komme til en
s. 155

forståelse mellem dig og Gunhild. Vi må
straks ned til hende.
Borkman
( sér på hende).
Vi? Jeg også, mener du?
Ella Rentheim.
Både du og jeg.
Borkman
(ryster på hovedet ).
Hun er hård, du. Hård, som den malm,
jeg engang drømte om at bryde ud af fjeldene.
Ella Rentheim.
Så prøv det da nu!
Borkman
(svarer ikke; står og sér uviss på hende).

TREDJE AKT.

(Fru Borkmans dagligstue. Lampen brænder fremdeles
foran på kanapébordet. Inde i havestuen er der slukket og
mørkt.)
(Fru Borkman, med tørklædet over hovedet , kommer i
hæftigt indre oprør ind gennem forstuedøren, går hen til
vinduet og trækker forhænget lidt tilside; derpå går hun hen
og sætter sig ved kakkelovnen, men springer snart op igen
og går hen og ringer på klokkestrængen . Står ved kanapéen
og venter en stund. Ingen kommer. Derpå ringer hun igen;
dennegang hæftigere .)
(Lidt efter kommer Stuepigen ind fra forstuen. Hun sér
grætten og søvnig ud og synes at have klædt sig på i en fart.)
Fru Borkman
(utålmodig).
Hvor bli’r De da af, Malene? Jeg har
gået her og ringet to gange!
Stuepigen.
Ja, frue, jeg hørte det nok.
Fru Borkman.
Og så kommer De ikke alligevel.
s. 157
Stuepigen
(studs).
Jeg måtte da først få kaste lidt klæ’r på
mig, véd jeg.
Fru Borkman.
Ja, De får klæ’ Dem ordentlig på. Og så
må De straks løbe hen og hente min søn.
Stuepigen
( sér forbauset på hende).
Skal jeg hente studenten?
Fru Borkman.
Ja, De skal bare sige, at han må komme
hjem til mig straks, for jeg vil tale med ham.
Stuepigen
(surmulende).
Så er det vel bedst, jeg vækker kusken
hos forvalteren da.
Fru Borkman.
Hvorfor det?
s. 158
Stuepigen.
For at han kan spænde for slæden. Så’nt
et fælt snøvejr, som det er ude ikveld.
Fru Borkman.
Å, det gør ingenting. Bare skynd Dem
og gå! Det er jo lige her om hjørnet.
Stuepigen.
Nej men, frue, det er da ikke lige om
hjørnet, det.
Fru Borkman.
Jo visst er det så. Véd De da ikke, hvor
advokat Hinkels villa ligger?
Stuepigen
(spydig).
Å jaså , er det dér, at studenten er ikveld?
Fru Borkman
(studser).
Ja, hvor skulde han ellers være?
s. 159
Stuepigen
(trækker på smilet).
Nej, jeg tænkte bare, han var der, han
plejer, jeg.
Fru Borkman.
Hvor, mener De?
Stuepigen.
Hos denne her fru Wilton, som de kalder
hende.
Fru Borkman.
Fru Wilton? Min søn plejer da ikke
komme så ofte der.
Stuepigen
(halvt mumlende).
Jeg synes dem siger, han kommer der
dagstødt, jeg.
Fru Borkman.
Det er bare noget snak, Malene. Gå altså
hen til advokat Hinkels og sé at få ham fat.
s. 160
Stuepigen
(kaster på nakken).
Ja, gudbevar’s ; jeg skal nok gå.
( Hun vil gå ud gennem forstuen. I det samme åbnes
døren til denne. Ella Rentheim og Borkman viser sig på
tærskelen.)
Fru Borkman
(vakler et skridt tilbage).
Hvad skal dette her betyde!
Stuepigen
(forskrækket, folder uvilkårlig hænderne).
I Jøssu’ navn da!
Fru Borkman
(hvisker til pigen).
Sig, at han må komme straks på timen!
Stuepigen
(sagte).
Ja da, frue.
(Ella Rentheim og, efter hende, Borkman kommer ind
i værelset. Stuepigen smyger sig bag dem ud gennem døren
og lukker efter sig.)
(Kort taushed.)
s. 161
Fru Borkman
(atter behersket, vender sig til Ella).
Hvad er det, han vil her nede hos mig?
Ella Rentheim.
Han vil prøve på at komme til forståelse
med dig, Gunhild.
Fru Borkman.
Det har han aldrig prøvet på før.
Ella Rentheim.
Iaften vil han det.
Fru Borkman.
Sidste gang vi stod overfor hinanden, –
det var i retten. Da jeg blev indkaldt for at
gi’ forklaring –
Borkman
(går nærmere).
Og iaften er det mig, som vil gi’ for-
klaring.
11
s. 162
Fru Borkman
( sér på ham).
Du!
Borkman.
Ikke om det, jeg har forgået mig i. For
det kender jo al verden.
Fru Borkman
(drager et bittert suk).
Ja, det er et sandt ord. Al verden ken-
der det.
Borkman.
Men den kender ikke, hvorfor jeg har
forgået mig. Hvorfor jeg måtte forgå mig.
Menneskene skønner ikke, at jeg måtte det,
fordi jeg var mig selv, – fordi jeg var John
Gabriel Borkman, – og ikke nogen anden.
Og det er det, jeg vil prøve på at gi’ dig en
forklaring over.
Fru Borkman
(ryster på hovedet ).
Nytter ikke noget. Tilskyndelser frikender
ingen. Indskydelser ikke heller.
s. 163
Borkman.
I ens egne øjne kan de frikende.
Fru Borkman
(slår afvisende ud med hånden).
Å, lad være med dette her! Jeg har tænkt
så rundelig nok over disse dine mørke sager.
Borkman.
Jeg også. I de fem endeløse år i cellen –
og andetsteds – havde jeg tid til det. Og i
de otte år ovenpå i salen havde jeg endnu
bedre tid. Jeg har taget hele retssagen op
igen til fornyet behandling – for mig selv.
Gang efter gang har jeg taget den op. Jeg
har været min egen anklager, min egen for-
svarer og min egen dommer. Mere upartisk,
end nogensomhelst anden, – det tør jeg nok
sige. Jeg har gået deroppe på salsgulvet og
krænget og endevendt hver eneste en af mine
handlinger. Betragtet dem både forfra og bag-
fra lige så skånselløst, lige så ubarmhjertigt,
som nogen advokat. Og det domsresultat,
jeg stadig kommer til, det er det, at den
11*

s. 164

eneste, jeg har forbrudt mig imod, – det er
mig selv.
Fru Borkman.
End imod mig da? Og imod din søn?
Borkman.
Du og han kommer ind under det, jeg
mener, når jeg siger mig selv.
Fru Borkman.
Og så de mange hundrede andre da? De,
som folk siger, at du skal ha’ ruineret?
Borkman
( hæftigere ).
Jeg havde magten! Og så den ubetvinge-
lige kaldelse indeni mig da! De bundne mil-
lioner lå der udover landet, dybt i fjeldene,
og råbte på mig! Skreg til mig om befrielse!
Men ingen af alle de andre hørte det. Bare
jeg alene.
Fru Borkman.
Ja, til brændemærke for navnet Borkman.
s. 165
Borkman.
Gad vide, jeg, hvis de andre havde havt
magten, om de ikke havde handlet akkurat
ligesom jeg?
Fru Borkman.
Ingen, ingen uden du havde gjort det!
Borkman.
Kanske ikke. Men så var det, fordi de
ikke havde evner som jeg. Og havde de
gjort det, så havde de ikke gjort det med
mine formål for øje. Handlingen var da
ble’t en anden. – Kort og godt, – jeg har
frikendt mig selv.
Ella Rentheim
(blødt og bønligt).
Å, men tør du sige det så trygt, Borkman?
Borkman
(nikker).
Frikendt mig for vidt. Men så kom-
mer den store, knugende selvanklage.
s. 166
Fru Borkman.
Hvilken er det?
Borkman.
Jeg har gået deroppe og sløset bort hele
otte kostbare år af mit liv! Samme dag, jeg
kom på fri fod, skulde jeg gået ud i virke-
ligheden, – ud i den jernhårde, drømmeløse
virkelighed! Jeg skulde begyndt nedenfra og
svunget mig op til højderne påny, – højere,
end nogensinde før, – trods alt det, som
ligger imellem.
Fru Borkman.
Å, det blev bare at leve det samme liv
om igen , – tro du mig.
Borkman
(ryster på hovedet og sér belærende på hende).
Der sker ingenting nyt. Men det, som
er sket, – det gentager sig heller ikke. Det
er øjet, som forvandler handlingen. Det gen-
fødte øje forvandler den gamle handling. (af-
bryder.)
Nå, det forstår du ikke.
s. 167
Fru Borkman
(kort).
Nej, jeg forstår det ikke.
Borkman.
Nej, det er just forbandelsen, at jeg aldrig
har fundet forståelse hos nogen eneste men-
neskesjæl.
Ella Rentheim
( sér på ham).
Aldrig, Borkman?
Borkman.
Undtagen hos en – kanske. For længe,
længe siden. I de dage, da jeg ikke syntes,
at jeg havde forståelse behov. Ellers, siden,
aldrig hos nogen! Ingen har jeg havt, som
var årvågen nok til at være påfærde og kalde
på mig, – ringe for mig som en morgen-
klokke, – mane mig op til frejdigt arbejde
påny –. Og så prænte mig ind, at jeg intet
ubodeligt har bedrevet.
s. 168
Fru Borkman
( lér hånligt).
det behøver du da alligevel at ind-
præntes udenfra?
Borkman
(i svulmende harme).
Ja, når hele verden hvæser i kor, at jeg
er en uoprejselig mand, så kan der komme
stunder over mig, da jeg selv er nær ved at
tro det. (hæver hovedet .) Men så stiger min
inderste, sejrende bevidsthed op igen. Og
den frikender mig!
Fru Borkman
( sér hårdt på ham).
Hvorfor kom du aldrig og spurgte mig
efter det, som du kalder forståelse?
Borkman.
Havde det nyttet – om jeg var kommen
til dig?
Fru Borkman
(afvisende, slår ud med hånden).
Du har aldrig elsket noget udenfor dig
selv, – det er kærnen i det hele.
s. 169
Borkman
(stolt).
Jeg har elsket magten –
Fru Borkman.
Magten, ja!
Borkman.
– magten til at skabe menneskelykke
vidt, vidt omkring mig!
Fru Borkman.
Du havde engang magten til at gøre mig
lykkelig. Har du brugt den til det?
Borkman
(uden at sé på hende).
Nogen må som oftest bukke under – i
et skibbrud.
Fru Borkman.
Og din egen søn! Har du brugt din magt
– eller har du levet og åndet for at gøre
ham lykkelig?
s. 170
Borkman.
Ham kender jeg ikke.
Fru Borkman.
Nej, det er sandt. Du kender ham ikke
engang.
Borkman
(hårdt).
Det har du, – du, hans mor, sørget for.
Fru Borkman
( sér på ham; med højhed i udtrykket).
Å, du véd ikke, hvad jeg har sørget for!
Borkman.
Du?
Fru Borkman.
Ja, just jeg. Jeg alene.
Borkman.
Så sig det da.
s. 171
Fru Borkman.
Dit eftermæle har jeg sørget for.
Borkman
(med en kort, tør latter).
Mit eftermæle? Sé , sé ! Det klinger jo
næsten, som om jeg alt var død.
Fru Borkman
(med eftertryk).
Det er du også.
Borkman
(langsomt).
Ja, du har kanske ret i det. (opfarende.) Men
nej, nej! Ikke endnu! Jeg har været så nær,
så nær ved det. Men nu er jeg vågnet.
Frisknet til igen. Der ligger endnu liv foran
mig. Jeg kan sé dette nye, lysende liv, som
gærer og venter –. Og du skal nok få sé
det, du også.
Fru Borkman
(hæver hånden).
Drøm aldrig mere om liv! Forhold dig
rolig, der du ligger!
s. 172
Ella Rentheim
(oprørt).
Gunhild! Gunhild, – hvor kan du da
ville –!
Fru Borkman
(uden at høre på hende).
Jeg vil rejse mindesmærket over graven.
Borkman.
Skamstøtten, mener du sagtens?
Fru Borkman
(i stigende sindsbevægelse).
Å nej, det skal ikke være noget mærke af
sten eller metal. Og ingen skal få lov til at
ætse nogen hånfuld indskrift ind i det mærke,
jeg rejser. Der skal plantes ligesom en klynge
af levende hegn, af trær og busker tæt, tæt
omkring dit gravliv. Der skal dækkes over
alt det dunkle, som engang var. Skjules i
glemsel for menneskenes øjne John Gabriel
Borkman!
s. 173
Borkman
(hæst og skærende).
Og det kærlighedsværk vil du øve?
Fru Borkman.
Ikke ved egne kræfter. Det tør jeg ikke
tænke på. Men jeg har opdraget en hjælper
til at sætte sit liv ind på dette ene. Han
skal leve livet i renhed og højhed og lys,
således at dit eget grubeliv bli’r som udslettet
heroppe på jorden!
Borkman
(mørk og truende).
Er det Erhart, du mener, så sig det straks!
Fru Borkman
( sér ham fast i øjnene).
Ja, det er Erhart. Min søn. Han, som du
vil gi’ afkald på – til bod for dine egne ger-
ninger.
Borkman
(med et blik mod Ella).
Til bod for min tungeste brøde.
s. 174
Fru Borkman
(afvisende).
Brøde imod en fremmed bare. Husk på
brøden imod mig! ( sér hoverende på dem begge.)
Men han lyder jer ikke! Når jeg skriger efter
ham i min nød, så kommer han! For det
er hos mig, han vil være! Hos mig og aldrig
hos nogen anden – (lytter pludselig og råber.) Der
hører jeg ham! Der er han, – der er han!
Erhart!
(Erhart Borkman river ilsomt entrédøren op og kommer
ind i stuen. Han er i overfrakke og har hatten på hovedet .)
Erhart
(bleg og ængstelig).
Mor da, – hvad i guds navn –!
( Han sér Borkman, som står ved døråbningen til havestuen,
farer sammen og tager hatten af.)
Erhart
(tier et øjeblik; så spørger han):
Hvad er det, du vil mig, mor? Hvad er
her hændt.
Fru Borkman
(breder armene ud imod ham).
Jeg vil sé dig, Erhart! Jeg vil ha’ dig
hos mig – altid!
s. 175
Erhart
(stammende).
Ha’ mig –? Altid! Hvad mener du
med det?
Fru Borkman.
Ha’ dig, ha’ dig, vil jeg! For der er
nogen, som vil ta’ dig fra mig!
Erhart
(viger et skridt).
Ah, – du véd det altså!
Fru Borkman.
Ja. Véd du det også?
Erhart
(studser og sér på hende).
Om jeg véd det? Ja, naturligvis –
Fru Borkman.
Aha, et aftalt spil! Bag min ryg! Erhart,
Erhart!
s. 176
Erhart
(hurtig).
Mor, sig mig, hvad det er for noget, som
du véd!
Fru Borkman.
Jeg véd det altsammen. Jeg véd, at din
tante er kommen her for at ta’ dig fra mig.
Erhart.
Tante Ella!
Ella Rentheim.
Å , hør først lidt på mig, Erhart!
Fru Borkman
(vedblivende).
Hun vil, at jeg skal afstå dig til hende.
Hun vil være dig i mors sted, Erhart! Hun
vil, at du skal være hendes søn og ikke min
herefterdags. Vil, at du skal arve alt efter
hende. Lægge dit navn af og ta’ hendes
istedet!
s. 177
Erhart.
Tante Ella, er dette her sandt?
Ella Rentheim.
Ja, det er sandt.
Erhart.
Jeg har ikke vidst et ord om sligt noget
før nu. Hvorfor vil du ha’ mig til dig nu
igen?
Ella Rentheim.
Fordi jeg føler, at jeg mister dig her.
Fru Borkman
(hårdt).
For min skyld mister du ham, – ja!
Og det er bare i sin orden, det.
Ella Rentheim
( sér bedende på ham).
Erhart, jeg har ikke råd til at miste dig.
For du skal vide, at jeg er et ensomt, –
døende menneske.
12
s. 178
Erhart.
Døende –?
Ella Rentheim.
Ja, døende. Vil du være hos mig til det
sidste? Knytte dig helt til mig? Være for
mig, som om du var mit eget barn –
Fru Borkman
(afbrydende).
– og svigte din mor og kanske din op-
gave i livet også? Vil du det, Erhart?
Ella Rentheim.
Jeg er dømt til at gå bort. Svar mig,
Erhart.
Erhart
(varmt, bevæget).
Tante Ella, – du har været mig så
usigelig god. Hos dig har jeg fåt lov til at
vokse op i al den sorgløse lykkefølelse, som
jeg tror, der kan være over noget barns liv –
s. 179
Fru Borkman.
Erhart, Erhart!
Ella Rentheim.
Å, hvor velsignet, at du kan sé det så
endnu!
Erhart.
– men jeg kan ikke ofre mig for dig nu.
Jeg kan umulig sådan helt og holdent gå op
i at være som en søn for dig –
Fru Borkman
(triumferende).
Ah, jeg vidste det nok! Du får ham ikke!
Du får ham ikke, Ella!
Ella Rentheim
(tungt).
Jeg sér det. Du har vundet ham tilbage.
Fru Borkman.
Ja, ja, – min er han og min blir han!
Erhart, – ikke sandt, du, – vi to har endnu
et stykke vej at gå sammen, vi.
12*
s. 180
Erhart
(kæmpende med sig selv).
Mor, – jeg får lige så godt sige dig det
rent ud –
Fru Borkman
(spændt).
Nå?
Erhart.
Det bli’r nok bare et kort stykke vej, jeg
kommer til at gå sammen med dig, mor.
Fru Borkman
(står som slagen).
Hvad vil du sige med det?
Erhart
(mander sig op).
Herregud, mor, – jeg er da ung! Jeg
synes, at stueluften her rent må kvæle mig
tilslut.
Fru Borkman.
Her – hos mig!
s. 181
Erhart.
Ja, her hos dig, mor!
Ella Rentheim.
Så kom med mig da, Erhart!
Erhart.
Å, tante Ella, det er ikke et hår bedre
hos dig. Det er på en anden vis der. Men
ikke bedre for det. Ikke bedre for mig.
Der er roser og lavendler, – stueluft, der
som her!
Fru Borkman
(rystet, men med tilkæmpet fatning).
Stueluft hos din mor, siger du!
Erhart
(i stigende utålmodighed).
Ja, jeg véd ikke, hvad jeg skal kalde det
andet. Al denne sygelige omhu og – og for-
gudelse – eller hvad det er for noget. Jeg
holder det ikke ud længer!
s. 182
Fru Borkman
( sér dybt alvorligt på ham).
Glemmer du, hvad du har viet dit liv til,
Erhart?
Erhart
(udbrydende).
Å, sig heller, hvad du har viet mit liv til!
Du, du har været min vilje! Jeg selv har
aldrig fåt lov til at ha’ nogen! Men nu kan
jeg ikke bære dette åg længer! Jeg er ung!
Husk vel på det, mor! (med et høfligt, hensynsfuldt
blik til Borkman.)
Jeg kan ikke vie mit liv til
soning for nogen anden. Hvem denne anden
så end måtte være.
Fru Borkman
(greben af en stigende angst).
Hvem er det, som har forvandlet dig,
Erhart!
Erhart
(truffen).
Hvem –? Kunde det da ikke være mig
selv, som –?
s. 183
Fru Borkman.
Nej, nej, nej! Du er kommen ind under
fremmede magter. Du er ikke under din mors
længer. Og ikke under din – din plejemors
heller.
Erhart
(i tiltvungen trodsighed).
Jeg er under min egen magt, jeg, mor!
Og under min egen vilje også!
Borkman
(frem imod Erhart).
Så er kanske timen endelig kommen for
mig en gang.
Erhart
(fremmed og afmålt høflig).
Hvorledes –? Hvorledes mener far det?
Fru Borkman
(hånlig).
Ja, det spør’ rigtignok jeg også om.
s. 184
Borkman
(vedbliver uforstyrret).
Hør du, Erhart, – vil du så gå med din
far da? Det er ikke gennem nogen andens
livsførelse, at en mand kan finde oprejsning
for sit fald. Sligt noget er bare tomme
drømme, som er ble’t fablet for dig om –
hernede i stueluften. Om du så vilde ind-
rette dit liv på at leve det som alle de hellige
mænd tilsammen, – det nytted ikke mig en
smule.
Erhart
(afmålt, ærbødig).
Det er så sandt, som det er sagt.
Borkman.
Ja, det er det. Og det vilde heller ikke
nytte, om jeg gav mig til at visne hen i bod
og sønderknuselse. Jeg har prøvet på at
hjælpe mig igennem med drømme og håb –
i alle disse årene. Men sligt noget duer ikke
for mig. Og nu vil jeg ud af drømmene.
Erhart
(bukker let).
Og hvad vil – hvad vil så far gøre?
s. 185
Borkman.
Oprejse mig selv, vil jeg. Begynde neden-
fra igen. Det er bare gennem sin nutid og
sin fremtid, at et menneske kan sone fortiden.
Gennem arbejde, – gennem ustandseligt ar-
bejde for alt det, som i ungdommen stod for
mig som selve livet. Men nu så tusendfold
højere end dengang. Erhart, – vil du være
med mig og hjælpe mig med dette nye liv?
Fru Borkman
(hæver advarende hånden).
Gør det ikke, Erhart!
Ella Rentheim
(varmt).
Jo, jo, gør det! Å, hjælp ham, Erhart!
Fru Borkman.
Og det råder du til? Du, den ensomme,
– den døende.
Ella Rentheim.
Det får være det samme med mig.
s. 186
Fru Borkman.
Ja, når bare ikke det er mig, som ta’r
ham fra dig.
Ella Rentheim.
Netop det, Gunhild.
Borkman.
Vil du, Erhart?
Erhart
(i pinlig vånde).
Far, – jeg kan det ikke nu. Det er så
rent umuligt!
Borkman.
Men hvad vil du da så tilsidst?
Erhart
(opblussende).
Jeg er ung! Jeg vil leve livet en gang,
jeg også! Mit eget liv vil jeg leve!
s. 187
Ella Rentheim.
Ikke ofre et par korte måneder for at lyse
op i et fattigt, sluknende menneskeliv?
Erhart.
Tante, jeg kan det ikke, om jeg end
aldrig så gerne vilde.
Ella Rentheim.
Ikke for en, som holder så usigelig af dig?
Erhart.
Så sandt jeg lever, tante Ella, – jeg kan
det ikke.
Fru Borkman
( sér skarpt på ham).
Og din mor binder dig heller ikke læn-
ger nu?
Erhart.
Jeg vil altid holde af dig, mor. Men jeg
kan ikke bli’ ved at leve for dig alene. For
det er ikke liv for mig, dette her.
s. 188
Borkman.
Så kom og bind dig til mig alligevel!
For liv, det er arbejde, det, Erhart. Kom,
så går vi to ud i livet og arbejder sammen!
Erhart
(lidenskabeligt).
Ja, men jeg vil ikke arbejde nu! For jeg
er ung! Aldrig har jeg vidst af, at jeg var
det før. Men nu føler jeg det så strømmende
varmt igennem mig. Jeg vil ikke arbejde!
Bare leve, leve, leve!
Fru Borkman
(med et anende udråb).
Erhart, – hvad vil du leve for!
Erhart
(med tindrende øjne).
For lykken, mor!
Fru Borkman.
Og hvor tænker du at finde den?
s. 189
Erhart.
Jeg har alt fundet den!
Fru Borkman
(skriger).
Erhart –!
(Erhart går raskt hen og åbner forstuedøren.)
Erhart
(råber ud).
Fanny, – nu kan du komme ind!
(Fru Wilton, i overtøj, viser sig på dørtærskelen.)
Fru Borkman
(med løftede hænder).
Fru Wilton –!
Fru Wilton
(noget sky; med et spørgende blik til Erhart).
Kan jeg altså –?
Erhart.
Ja, nu kan du komme. Jeg har sagt det
altsammen.
(Fru Wilton kommer ind i stuen. Erhart lukker døren
efter hende. Hun bøjer sig afmålt for Borkman, der stumt
hilser igen.)
(Kort taushed.)
s. 190
Fru Wilton
(med dæmpet, men fast stemme).
Ordet er altså blevet sagt. Og så kan jeg
jo nok vide, at jeg står her som en, der har
anrettet stor ulykke i huset.
Fru Borkman
(langsomt; sér stivt på hende).
De har knust den sidste rest af det, jeg
havde at leve for. (udbrydende.) Men dette her,
– det er jo dog så rent umuligt alligevel!
Fru Wilton.
Jeg forstår så godt, at det må forekomme
Dem umuligt, fru Borkman.
Fru Borkman.
Ja, det må De da vel kunne sige Dem
selv, at det er umuligt. Eller hvad –?
Fru Wilton.
Jeg vil heller sige, at det er så rent urime-
ligt. Men det er nu engang så alligevel.
s. 191
Fru Borkman
(vender sig).
Er dette her dit fulde alvor, Erhart?
Erhart.
Dette her er lykken for mig, mor. Hele
den store, dejlige livets lykke. Jeg kan ikke
sige dig noget andet.
Fru Borkman
(til fru Wilton; knuger hænderne).
Å, hvor De har dåret og forlokket min
ulykkelige søn!
Fru Wilton
(med et stolt nakkekast).
Det har jeg ikke gjort.
Fru Borkman.
Har De ikke gjort det, siger De!
Fru Wilton.
Nej. Jeg har hverken dåret eller forlokket
ham. Frivillig er Erhart kommet imod mig.
Og frivillig har jeg mødt ham på halvvejen.
s. 192
Fru Borkman
( sér hånligt nedad hende).
Ja De, ja! Det tror jeg så gerne.
Fru Wilton
(behersket).
Fru Borkman, – der gives magter i
menneskelivet, som De ikke synes at kende
synderlig til.
Fru Borkman.
Hvilke magter, om jeg tør spørge?
Fru Wilton.
De magter, som byder to mennesker at
knytte sin livsgang uløseligt – og hensyns-
løst sammen.
Fru Borkman
(smiler).
Jeg trode, at De allerede var uløselig
bunden – til en anden.
s. 193
Fru Wilton
(kort).
Denne anden har forladt mig.
Fru Borkman.
Men han lever dog, siges der.
Fru Wilton.
For mig er han død.
Erhart
(indtrængende).
Ja, mor, for Fanny er han død. Og denne
anden kommer jo forresten sletikke mig ved!
Fru Borkman
( sér strængt på ham).
Du véd det altså, – dette med den anden?
Erhart.
Ja, mor, jeg véd det så godt, så godt, alt-
sammen!
13
s. 194
Fru Borkman.
Og alligevel så kommer det dig ikke ved,
siger du!
Erhart
(i afvisende overmod).
Jeg kan bare sige dig, at det er lykken,
jeg vil ha’! Jeg er ung! Jeg vil leve, leve,
leve!
Fru Borkman.
Ja, du er ung, Erhart. Altfor ung til
dette her.
Fru Wilton
(fast og alvorligt).
De må ikke tro andet, fru Borkman, end
at jeg har sagt ham det samme. Alle mine
livsforhold har jeg lagt frem for ham. Idelig
har jeg mindet ham om, at jeg er hele syv
år ældre end han –
Erhart
(afbrydende).
Å hvad, Fanny, – det vidste jeg jo i
forvejen.
s. 195
Fru Wilton.
– men ingenting, – ingenting har frugtet.
Fru Borkman.
Så? Ikke det? Hvorfor har De da ikke
uden videre afvist ham? Lukket Deres hus
for ham? Sé , det skulde De ha’ gjort i tide!
Fru Wilton
( sér på hende og siger dæmpet).
Det kunde jeg simpelt hen ikke, fru
Borkman.
Fru Borkman.
Hvorfor kunde De ikke?
Fru Wilton.
Fordi lykken var for mig også bare i dette
eneste ene.
Fru Borkman
(hånligt).
Hm, – lykken, lykken –
13*
s. 196
Fru Wilton.
Jeg har aldrig før vidst, hvad lykke var i
livet. Og jeg kan da umulig vise lykken fra
mig, fordi om den kommer så sent.
Fru Borkman.
Og hvor længe tror De, den lykken vil
vare?
Erhart
(afbrydende).
Kort eller længe, mor, – det får være det
samme!
Fru Borkman
(i vrede).
Forblindede menneske, som du er! Sér du
da ikke, hvor alt dette her bærer hen?
Erhart.
Jeg bry’r mig ikke om at sé fremover i
tiden. Vil ikke sé mig om i nogen retning!
Jeg vil bare få lov til at leve livet engang,
jeg også!
s. 197
Fru Borkman
(smærteligt).
Og dette kalder du livet, Erhart!
Erhart.
Ja, sér du da ikke, hvor dejlig hun er!
Fru Borkman
(vrider hænderne).
Og denne knusende skam skal jeg altså
også måtte bære på!
Borkman
(i baggrunden, hårdt og hvast).
Hå, – du er jo vant til at bære på sligt
noget, du, Gunhild!
Ella Rentheim
(bønligt).
Borkman –!
Erhart
(ligeså).
Far –!
s. 198
Fru Borkman.
Her skal jeg måtte gå og sé daglig for
mine øjne min egen søn sammen med en –
en –
Erhart
(afbryder hårdt).
Ingenting skal du få sé , mor! Vær tryg
for det, du! Jeg bli’r ikke her længer.
Fru Wilton
(rask og bestemt).
Vi rejser, vi, fru Borkman.
Fru Borkman
(blegner).
Rejser De også! Sammen kanske?
Fru Wilton
(nikker).
Jeg rejser sydover, ja. Til udlandet. Sam-
men med en ung pige. Og Erhart følger
med os.
s. 199
Fru Borkman.
Med Dem – og en ung pige?
Fru Wilton.
Ja. Det er denne lille Frida Foldal, som
jeg har ta’t i huset til mig. Jeg vil, at hun
skal ud og lære mere musik.
Fru Borkman.
Og så ta’r De hende med Dem?
Fru Wilton.
Ja, jeg kan jo ikke godt slippe det unge
barn løs alene derude.
Fru Borkman
(undertrykker et smil).
Hvad siger du til det, Erhart?
Erhart
(lidt forlegen, trækker på skulderen).
Jo, mor, – når Fanny endelig så vil ha’
det, så –
s. 200
Fru Borkman
(koldt).
Når rejser herskabet, om man tør spørge?
Fru Wilton.
Vi rejser nu straks, inat. Min slædevogn
står nede på vejen, – udenfor hos Hinkels.
Fru Borkman
( sér nedad hende).
Aha, – det var altså aftenselskabet!
Fru Wilton
(smiler).
Ja, der kom ikke andre end Erhart og jeg.
Og så lille Frida, forstår sig.
Fru Borkman.
Og hvor er hun nu?
Fru Wilton.
Hun sidder i vognen og venter på os.
s. 201
Erhart
(pinligt forlegen).
Mor, – du kan da vel forstå –? Jeg
vilde ha’ skånet dig – og alle for dette her.
Fru Borkman
( sér dybt krænket på ham).
Du vilde rejst fra mig uden at sige mig
farvel?
Erhart.
Ja, jeg syntes, det var bedst så. Bedst
for begge parter. Alting var jo klappet og
klart. Tøjet pakket. Men da der så kom
bud efter mig, så –. (vil række hende hænderne.)
Farvel da, mor.
Fru Borkman
(afværgende, slår ud imod ham).
Rør mig ikke!
Erhart
(spag).
Er det dit sidste ord?
s. 202
Fru Borkman
(hårdt).
Ja.
Erhart
(vender sig).
Farvel du da, tante Ella.
Ella Rentheim
(trykker hans hænder).
Farvel, Erhart! Og lev dit liv, – og bliv
så lykkelig, så lykkelig, – som du bare kan!
Erhart.
Tak, tante. (bukker for Borkman.) Farvel, far.
(hvisker til fru Wilton.) Lad os sé at komme afsted,
jo før jo heller.
Fru Wilton
(sagte).
Ja, lad os det.
Fru Borkman
(med et ondt smil).
Fru Wilton, – tror De, at De gør rigtig
klogt i at ta’ denne unge pigen med?
s. 203
Fru Wilton
(gengælder smilet, halvt ironisk, halvt alvorlig).
Mændene er så ubestandige, fru Borkman.
Og kvinderne ligervis. Naar Erhart er færdig
med mig, – og jeg med ham, – så er det
godt for os begge, at han, stakker, har nogen
at falde tilbage på.
Fru Borkman.
Men De selv da?
Fru Wilton.
Å, jeg arrangerer mig nok, kan De vide.
Farvel allesammen!
( Hun hilser og går ud gennem forstuedøren. Erhart
står et øjeblik ligesom vaklende; så vender han sig og
følger hende.)
Fru Borkman
(med sænkede, foldede hænder).
Barnløs.
Borkman
(som vågnende til beslutning).
Så ud i uvejret alene da! Min hat! Min
kappe!
( Han går skyndsomt mod døren.)
s. 204
Ella Rentheim
(i angst; standser ham).
John Gabriel, hvor vil du hen?
Borkman.
Ud i livets uvejr, hører du. Slip mig,
Ella!
Ella Rentheim
(holder ham fast).
Nej, nej, jeg slipper dig ikke ud! Du er
syg. Jeg kan sé det på dig
Borkman.
Lad mig gå, siger jeg!
( Han river sig løs og går ud i forstuen.)
Ella Rentheim
(i døren).
Hjælp mig at holde på ham, Gunhild!
Fru Borkman
(kold og hård; står midt i stuen).
Jeg holder ikke på noget menneske i
hele verden. Lad dem gå fra mig allesam-
s. 205

men. Både den ene og den anden! Så
langt, – så langt de bare vil. (pludseligt, med
et skærende skrig.)
Erhart, rejs ikke!
( Hun styrter med udbredte arme mod døren. Ella Rentheim
standser hende.)

FJERDE AKT.

(Åben gårdsplads udenfor hovedbygningen, som ligger
til højre. Et hjørne af denne med indgangsdør og en flad
stentrappe springer frem. Langs baggrunden, nær ind til
gården, strækker sig bratte granbevoksede lier. Begyndende
spredt småskog til venstre. Snévejret er ophørt; men jorden
er højt dækket af den nylig faldne sné . Granerne, ludende
og tunge, ligeså. Mørk natteluft. Drivende skyer. Månen
skimtes undertiden svagt. Omgivelserne modtager kun et
mat lys fra snéen .)
(Borkman, fru Borkman og Ella Rentheim står ude
på trappen. Borkman læner sig mat og træt op imod hus-
væggen. Han har en gammeldags slængkappe kastet over
skuldrene, holder en blød grå filthat i den ene hånd og en
tyk knortekæp i den anden. Ella Rentheim bærer sin kåbe
på armen. Fru Borkmans store tørklæde er gledet ned over
nakken, så at hendes hår er blottet.)
Ella Rentheim
(har stillet sig i vejen for fru Borkman).
Gå ikke efter ham, Gunhild!
Fru Borkman
(i angst og oprør).
Slip mig forbi, du! Han ikke rejse
fra mig!
s. 207
Ella Rentheim.
Det er så rent unyttigt, siger jeg dig! Du
nåer ham ikke.
Fru Borkman.
Lad mig gå alligevel, Ella! Jeg vil skrige
højt efter ham nedover vejen. Og sin mors
skrig må han da vel høre!
Ella Rentheim.
Han kan ikke høre dig. Han sidder visst
alt inde i vognen –
Fru Borkman.
Nej, nej, – han kan da ikke sidde i
vognen endnu!
Ella Rentheim.
Han sidder for længst i vognen, tro du
mig.
Fru Borkman
(i fortvilelse).
Sidder han i vognen, – så sidder han
der med hende, med hende, – hende!
s. 208
Borkman
( lér skummelt).
Og så hører han nok ikke sin mors skrig da.
Fru Borkman.
Nej, – så hører han det ikke. (lytter.) Hys!
Hvad er det?
Ella Rentheim
(også lyttende).
Det høres ligesom bjældeklang –
Fru Borkman
(med et dæmpet udråb).
Det er hendes vogn!
Ella Rentheim.
Eller kanske en andens –
Fru Borkman.
Nej, nej, det er fru Wiltons slædevogn!
Jeg kender sølvklokkerne! Hør! Nu kører de
lige forbi her – nedenunder bakken!
s. 209
Ella Rentheim
(hurtigt).
Gunhild, vil du skrige efter ham, så skrig
nu! Kanske han alligevel –!
(Bjældeklangen lyder lige ved, inde i skogen.)
Ella Rentheim.
Skynd dig, Gunhild! Nu er de lige neden-
under os!
Fru Borkman
(står et øjeblik ubesluttet; derpå stivner hun, hård og kold).
Nej. Jeg skriger ikke efter ham. Lad
Erhart Borkman køre mig forbi. Langt, langt
ud i det, han nu kalder livet og lykken.
(Lyden taber sig i det fjerne.)
Ella Rentheim
(lidt efter).
Nu høres ikke klokkerne længer.
Fru Borkman.
Jeg syntes, de lød som gravklokker.
14
s. 210
Borkman
(med tør, dæmpet latter).
Åhå, – der ringes ikke over mig endnu!
Fru Borkman.
Men over mig. Og over ham, som rejste
fra mig.
Ella Rentheim
(nikker tankefuldt).
Hvem véd, om de ikke ringer livet og
lykken ind for ham alligevel, Gunhild.
Fru Borkman
(farer op; sér hårdt på hende).
Livet og lykken, siger du!
Ella Rentheim.
For en stakket stund ialfald.
Fru Borkman.
Vilde du unde ham livet og lykken, –
med hende?
s. 211
Ella Rentheim
(varmt og inderligt).
Ja, af min hele, fulde sjæl vilde jeg det!
Fru Borkman
(koldt).
Så må du være rigere på kærlighedskraft,
du, end jeg.
Ella Rentheim
( sér langt hen for sig).
Det er kanske kærlighedssavnet, som
holder den kraft oppe.
Fru Borkman
(fæster øjnene på hende).
Hvis så er, – da bli’r nok jeg snart lige
så rig som du, Ella.
( Hun vender sig og går ind i huset.)
Ella Rentheim
(står en stund og sér bekymret på Borkman; så lægger hun
hånden varsomt på hans skulder)
.
John, kom så og gå ind, du også.
14*
s. 212
Borkman
(ligesom opvågnende).
Jeg?
Ella Rentheim.
Ja. Du tåler ikke den hvasse vinterluft.
Det kan jeg sé på dig, John. Kom så og gå
ind med mig. Ind under tag, hvor der er
varmt.
Borkman
(vred).
Op igen på salen kanske!
Ella Rentheim.
Helst ind i stuen til hende.
Borkman
(farer op i hæftighed ).
Aldrig i livet sætter jeg foden under det
tag mere!
Ella Rentheim.
Men hvor vil du da hen? Så sent, ved
nattetid, John?
s. 213
Borkman
(sætter hatten på).
Først og fremst så vil jeg nu gå ud og
sé til alle mine gemte skatte.
Ella Rentheim
( sér ængstelig på ham).
John, – jeg forstår dig ikke!
Borkman
(i hostende latter).
Å, det er ikke bortgemt tyvegods, jeg
mener. Vær ikke ræd for det, Ella. (standser
og peger ud.)
Sé ham der, du! Hvem er det?
( Vilhelm Foldal, i en gammel, tilsnéet kavaj, med
hatten nedbrættet og med en stor paraply i hånden, kommer
frem foran hjørnet af huset, møjsomt stavrende gennem
snéen . Han hinker stærkt på den venstre fod.)
Borkman.
Vilhelm! Hvad vil du her hos mig –
nu igen?
Foldal
( sér op).
I herrens navn, – står du ude på trappen,
John Gabriel? (hilser.) Og fruen også, sér jeg!
s. 214
Borkman
(kort).
Det er ikke fruen.
Foldal.
Å, om forladelse. Jeg har nemlig mistet
brillerne i snéen . – Men at du, som ellers
aldrig går udenfor en dør –?
Borkman
(hensynsløst, lystig).
Det er på tiden, jeg begynder at bli’ fri-
luftsmenneske igen, skønner du. Næsten tre
år i varetægt; fem år i cellen; otte år på
salen deroppe –
Ella Rentheim
(bekymret).
Borkman, – jeg be’r dig –!
Foldal.
Ak ja, ja, ja –
Borkman.
Men hvad er det så, du vil mig, spør’ jeg?
s. 215
Foldal
(står fremdeles nedenfor trappen).
Jeg vilde op til dig, John Gabriel. Jeg
syntes, jeg måtte op til dig på salen. Herre-
gud, – den salen, du!
Borkman.
Vilde du der op til mig, som viste dig
døren?
Foldal.
Ja, det får i guds navn være det samme.
Borkman.
Hvad har du gjort ved foden? Du går jo
og halter?
Foldal.
Ja, tænk dig, du, – jeg er ble’t overkørt.
Ella Rentheim.
Overkørt!
Foldal.
Ja, af en slædevogn –
s. 216
Borkman.
Åhå!
Foldal.
– med to heste for. De kom i susende
fart nedover bakken. Jeg kunde ikke vige af
vejen fort nok; og så –
Ella Rentheim.
– og så kørte de over Dem?
Foldal.
De kørte lige på mig, frue – eller frøken.
Lige på mig kørte de, så jeg rulled rundt i
snéen og misted brillerne og fik paraplyen
knækket; (gnider sig.) og foden lidt skadet også.
Borkman
( lér indvendig).
Véd du, hvem der sad i den vognen,
Vilhelm?
Foldal.
Nej, hvor kunde jeg sé det? Det var jo
en lukket vogn, og gardinerne var trukket
s. 217

ned. Og kusken standsed såmænd ikke et
øjeblik, da jeg lå der og trilled –. Men det
kan også være det samme, for – (udbrydende.)
Å, jeg er så forunderlig glad, du!
Borkman.
Glad?
Foldal.
Ja, jeg véd ikke rigtig, hvad jeg skal
kalde det. Men jeg synes, at jeg nærmest
må kalde det glad. For der er indtruffet
noget så rent mærkværdigt! Og derfor så
kunde jeg ikke andet, – jeg måtte indom
og dele glæden med dig, John Gabriel.
Borkman
(barsk).
Nå, så dél den glæden da!
Ella Rentheim.
Å, men få da først din ven ind med dig,
Borkman.
s. 218
Borkman
(hårdt).
Jeg vil ikke ind i huset, har jeg sagt.
Ella Rentheim.
Men du hører jo, at han er ble’t overkørt!
Borkman.
Å, overkørt bli’r vi allesammen – en gang
i livet. Men så får en rejse sig op igen. Og
lade som ingenting.
Foldal.
Det var et dybsindigt ord, John Gabriel.
Men jeg kan så inderlig godt fortælle her ude
i en fart.
Borkman
(mildere).
Ja, tjen mig i det, Vilhelm.
Foldal.
Ja, nu skal du bare høre! Tænk dig, du,
– da jeg kommer hjem her iaftes fra dig, –
s. 219

så finder jeg et brev. – Kan du gætte, hvem
det var fra?
Borkman.
Kanske det var fra din lille Frida?
Foldal.
Netop! Tænk, at du traf det straks! Ja,
det var et langt – temmelig langt brev fra
Frida, du. Der havde været en tjener og
bragt det. Og kan du tænke dig, hvad hun
skriver om?
Borkman.
Skulde det muligens være for at sige farvel
til forældrene.
Foldal.
Akkurat! Det er mærkværdigt, som du
kan gætte, John Gabriel! Jo, hun skriver,
at fru Wilton har fattet så stor godhed for
hende. Og nu vil fruen rejse med hende til
udlandet. For at Frida kan få lære mere
musik, skriver hun. Og så har fru Wilton
s. 220

sørget for en dygtig lærer, som skal være med
på rejsen. Og læse med Frida. For, desværre,
hun er nok lidt forsømt i enkelte stykker,
skønner du.
Borkman
( lér indvendig, så det klukker i ham).
Ja vel, ja vel. Jeg skønner det altsammen
så urimelig godt, Vilhelm.
Foldal
(fortsætter ivrig).
Og tænk, hun fik først vide det om rejsen
nu ikveld. Det var i det selskabet, som du
véd nok, hm! Og endda så fandt hun tid til
at skrive. Og brevet er så varmt og så smukt
og så hjerteligt skrevet, forsikrer jeg dig til.
Ikke spor af foragt for sin far nu længer.
Og så det fine træk, du, at hun vilde sige os
farvel skriftlig – før hun rejste. ( lér .) Men
det bli’r der rigtignok ikke noget af!
Borkman
( sér spørgende på ham).
Hvorledes det?
s. 221
Foldal.
Hun skriver, at imorgen tidlig rejser de.
Ganske tidligt.
Borkman.
Sé , sé , – imorgen? Skriver hun det?
Foldal
( lér og gnider hænderne).
Ja, men nu er jeg listig, jeg, sér du! Nu
går jeg lige op til fru Wiltons –
Borkman.
Nu ikveld ?
Foldal.
Ja herregud , det er da ikke så svært sent
endnu. Og skulde der alt være stængt, så
ringer jeg på. Uden videre. For jeg vil og
jeg må sé Frida, før hun rejser. Godnat,
godnat!
( Han vil gå.)
Borkman.
Hør her, min stakkers Vilhelm, – du
kan spare dig det tunge vejstykke.
s. 222
Foldal.
Å, du tænker på den foden –
Borkman.
Ja, og så slipper du ikke ind hos fru
Wiltons alligevel.
Foldal.
Jo såmænd gør jeg så. Jeg bli’r ved at
ringe og kime på klokken, til der kommer
nogen og lukker op. For Frida må jeg og
skal jeg sé .
Ella Rentheim.
Deres datter er alt rejst, herr Foldal.
Foldal
(står som slagen).
Er Frida alt rejst! Véd De det visst?
Hvem har De det fra?
Borkman.
Vi har det fra hendes vordende lærer.
s. 223
Foldal.
Så? Og hvem er han da?
Borkman.
Det er en student Erhart Borkman.
Foldal
(strålende glad).
Din søn, John Gabriel! Skal han rejse
med?
Borkman.
Jaha; det er ham, som skal hjælpe fru
Wilton med at oplære din lille Frida.
Foldal.
Nå, gud ské lov og tak! Så er jo barnet
i de bedste hænder da. Men er det også
ganske visst, at de alt er rejst med hende?
Borkman.
De rejste med hende i den vognen, som
kørte dig over på vejen.
s. 224
Foldal
(slår hænderne sammen).
Tænke sig til, at min lille Frida sad inde
i den pragtfulde vognen!
Borkman
(nikker).
Jo-jo, Vilhelm, – din datter er kommen
godt op at køre. Og student Borkman også. –
Nå, – la’ du så mærke til sølvklokkerne?
Foldal.
Jo da. – Sølvklokkerne, siger du? Var
det sølvklokker, du? Virkelig ægte sølv-
klokker?
Borkman.
Det kan du forlade dig på. Altsammen
var ægte. Både udenpå og – og indeni.
Foldal
(stille bevæget).
Er det ikke forunderligt, hvorledes lykken
kan føje sig for et menneske! Det er min –
min smule digtergave, som har omsat sig til
s. 225

musik hos Frida. Og så har jeg altså ikke
forgæves været digter alligevel da. For nu får
hun rejse ud i den store, vide verden, som
jeg engang havde drømt så dejligt om at få
sé . I lukket slædevogn får lille Frida rejse.
Og med sølvklokker på sæletøjet –
Borkman.
– og køre over sin far –
Foldal
(glad).
Å hvad! Det kan være det samme med
mig, – når bare barnet –. Nå, jeg kom
altså for sent alligevel. Og derfor så vil jeg
gå hjem og trøste hendes mor, som sidder i
køkkenet og græder.
Borkman.
Græder hun?
Foldal
( småléende ).
Ja, tænk dig til, du, – hun sad og græd
så rent svært, da jeg gik.
15
s. 226
Borkman.
Og du lér , du, Vilhelm.
Foldal.
Ja jeg, ja! Men hun, stakker, hun for-
står det ikke bedre, hun, sér du. Nå, farvel
da! Godt er det, at jeg har sporvognen så
nær ved. Farvel, farvel, John Gabriel! Far-
vel, frøken!
( Han hilser og går møjsomt ud samme vej, som han kom.)
Borkman
(står en stund stille og sér hen for sig).
Farvel, Vilhelm! Det er ikke første gang
i livet, at du er ble’t overkørt, gamle ven.
Ella Rentheim
( sér i undertrykt angst på ham).
Du er så bleg, så bleg, John –
Borkman.
Det kommer af fængselsluften deroppe.
s. 227
Ella Rentheim.
Jeg har aldrig før sét dig slig.
Borkman.
Nej, for du har vel aldrig sét en udbrudt
straffange før heller.
Ella Rentheim.
Å, kom nu bare og gå ind med mig, John!
Borkman.
Lad være med de lokketoner. Jeg har jo
sagt dig –
Ella Rentheim.
Men når jeg nu be’r dig så indstændig?
For din egen skyld –
(Stuepigen kommer halvt ud på trappen.)
Stuepigen.
Om forladelse; fruen har sagt, at jeg skal
stænge gadedøren nu.
15*
s. 228
Borkman
(sagte til Ella).
Hør bare; nu vil de stænge mig inde igen!
Ella Rentheim
(til pigen).
Bankchefen er ikke rigtig vel. Han vil
trække lidt frisk luft først.
Stuepigen.
Ja men fruen selv har sagt, at –
Ella Rentheim.
Jeg skal stænge døren. Lad bare nøglen
sidde i, så –
Stuepigen.
Ja, gud bevar’s vel; jeg skal nok så gøre.
( Hun går ind i huset igen.)
Borkman
(står et øjeblik stille og lytter; så går han ilsomt ned på
gårdspladsen)
.
Nu er jeg udenfor muren, Ella! Nu får
de mig aldrig fat mere!
s. 229
Ella Rentheim
(nede hos ham).
Men du er jo fri mand derinde også, John.
Kan gå og komme ganske som du selv vil.
Borkman
(sagte, ligesom i skræk).
Aldrig under tag igen! Her ude i natten
er det så godt at være. Gik jeg op på salen
nu, – loft og vægge vilde skrumpe sig sam-
men. Knuge mig. Klemme mig flad som
en flue –
Ella Rentheim.
Men hvor vil du da hen?
Borkman.
Bare gå og gå og gå. Sé, om jeg kan
vinde frem til frihed og til liv og til menne-
sker igen. Vil du gå med mig, Ella?
Ella Rentheim.
Jeg? Nu?
s. 230
Borkman.
Ja, ja, – nu straks!
Ella Rentheim.
Men hvor langt da?
Borkman.
Så langt jeg bare kan.
Ella Rentheim.
Å, men tænk dig da om. Ude i denne
våde, kolde vinternatten –
Borkman
(med rå strubelyd).
Åhå, – frøkenen er bekymret for sin hel-
bred? Ja-ja, – den er jo skrøbelig, den.
Ella Rentheim.
Det er din helbred, jeg er bekymret for.
s. 231
Borkman.
Håhåhå! En død mands helbred! Jeg
må lé af dig, Ella!
( Han går videre.)
Ella Rentheim
(efter ham; holder ham fast).
Hvad var det, du sa’, at du var?
Borkman.
En død mand, sa’ jeg. Mindes du ikke,
Gunhild sa’, jeg skulde bare holde mig rolig,
der jeg lå?
Ella Rentheim
(besluttet, kaster kåben om sig).
Jeg går med dig, John.
Borkman.
Ja vi to, vi hører jo også sammen, vi,
Ella. (går videre.) Kom så!
(De er efterhånden nået ind i småskogen til venstre.
Denne skjuler dem lidt efter lidt, så de ikke mere sés .
Huset og gårdspladsen tabes af sigte. Landskabet, med lier
og højdedrag, forandrer sig stadig langsomt og bliver vildere
og vildere.)
s. 232
Ella Rentheims stemme
(høres inde i skogen til højre).
Hvor er det, vi går, John? Jeg kender
mig ikke igen her.
Borkmans stemme
(højere oppe).
Hold dig bare i snésporene efter mig!
Ella Rentheims stemme.
Men hvorfor behøver vi at stige så højt da?
Borkmans stemme
(nærmere).
Vi må opad den krogede stien.
Ella Rentheim
(fremdeles skjult).
Å, men jeg årker snart ikke mere.
Borkman
(i skogkanten til højre).
Kom, kom! Nu er vi ikke langt fra ud-
sigten. Der stod en bænk før i tiden –
s. 233
Ella Rentheim
(kommer tilsyne mellem træerne).
Mindes du den?
Borkman.
Der kan du hvile dig.
(De er komne frem på en liden, højtliggende, åben slette
i skogen. Lien stiger brat op bag dem. Til venstre, dybt
nede, et vidtstrakt landskab med fjord og høje, fjerne ås-
rækker over hverandre. På sletten til venstre et uddød furu-
træ med en bænk under. Snéen ligger høj på sletten.)
(Borkman og efter ham Ella Rentheim fra højre vader
med møje gennem snéen .)
Borkman
(standser ved dybet til venstre).
Kom her, Ella, så skal du få sé .
Ella Rentheim
(hos ham).
Hvad er det, du vil vise mig, John?
Borkman
(peger udad).
Sér du, hvor landet ligger frit og åbent
for os – vidt ud over?
s. 234
Ella Rentheim.
Der på bænken sad vi ofte før, – og så
endnu langt, langt videre ud over.
Borkman.
Det var et drømmeland, vi så ud over
dengang.
Ella Rentheim
(nikker tungt).
Vort livs drømmeland var det, ja. Og nu
er det land snédækt . – Og det gamle træ
er dødt.
Borkman
(uden at høre på hende).
Kan du skimte røgen af de store damp-
skibene ude på fjorden?
Ella Rentheim.
Nej.
Borkman.
Jeg kan. – De kommer og de går. De
bringer forbundsliv hele jorden rundt. De
s. 235

skaber lys og varme over sjælene i mange
tusend hjem. Det var det, jeg drømte om
at skabe.
Ella Rentheim
(stille).
Og så blev det ved drømmen.
Borkman.
Det blev ved drømmen, ja. (lytter.) Og hør
der nede ved elven, du! Fabrikerne går!
Mine fabriker! Alle de, som jeg vilde skabt!
Hør bare, hvor de går. De har natarbejde.
Nat og dag arbejder de altså. Hør, hør!
Hjulene hvirvler og valserne lyner – rundt,
rundt! Kan du ikke høre det, Ella?
Ella Rentheim.
Nej.
Borkman.
Jeg kan høre det.
s. 236
Ella Rentheim
(ængstelig).
Jeg tror, du ta’r fejl, John.
Borkman
(mere og mere opildnet).
Å, men alt dette her – det er bare lige-
som udenværkerne omkring riget, det, må du
vide!
Ella Rentheim.
Riget, siger du? Hvilket rige –?
Borkman.
Mit rige vel! Det rige, jeg var lige ved
at tage i besiddelse den gang jeg – den gang
jeg døde.
Ella Rentheim
(stille, rystet).
Å John, John!
Borkman.
Og nu ligger det der – forsvarsløst, herre-
løst, – udsat for røveres overfald og plynd-
s. 237

ring. – Ella! Sér du fjeldrækkerne der
langt borte? Den ene bagenfor den anden.
De højner sig. De tårner sig. Det er mit
dybe, endeløse, uudtømmelige rige!
Ella Rentheim.
Å, men der står et så isnende pust fra
det rige, John!
Borkman.
Det pust virker som livsluft på mig. Det
pust kommer til mig som en hilsen fra under-
danige ånder. Jeg fornemmer dem, de bundne
millioner; jeg føler malmårerne, som strækker
sine bugtede, grenede, lokkende arme ud efter
mig. Jeg så dem for mig som levendegjorte
skygger – den nat, da jeg stod i bank-
kælderen med lygten i hånden. I vilde fri-
gøres dengang. Og jeg prøvte på det. Men
jeg mægted det ikke. Skatten sank i dybet
igen. (med fremrakte hænder.) Men jeg vil hviske
det til jer her i nattestilheden. Jeg elsker
eder, der I ligger skindøde i dybet og i mør-
ket! Jeg elsker eder, I livkrævende værdier –
s. 238

med alt eders lysende følge af magt og ære.
Jeg elsker, elsker, elsker eder!
Ella Rentheim
(i stille, stigende oprør).
Ja, der nede har du din kærlighed endnu,
John. Har altid havt den der. Men her oppe
i dagen, du, – her var der et varmt, levende
menneskehjerte, som banked og slog for dig.
Og dette hjerte, det knuste du. Å, mere end
det! Tifold værre! Du solgte det for –
for –
Borkman
(ryster; det går ligesom koldt igennem ham).
For rigets – og magtens – og ærens
skyld, – mener du?
Ella Rentheim.
Ja, det mener jeg. Jeg har sagt dig det
før engang ikveld. Du har myrdet kærligheds-
livet i den kvinde, som elsked dig. Og som
du elsked igen. Så vidt du kunde elske
nogen da. (med opløftet arm.) Og derfor så spår
jeg dig det, – John Gabriel Borkman, –
s. 239

du vinder aldrig den pris, du kræved for
mordet. Du får aldrig holde noget sejersindtog
i dit kolde, mørke rige!
Borkman
(vakler hen til bænken og sætter sig tungt ned).
Jeg frygter næsten, at du får ret i den
spådom, Ella.
Ella Rentheim
(henne hos ham).
Du skal ikke frygte for det , John. Just
det vilde være det bedste, som kunde times dig.
Borkman
(med et skrig; griber sig for brystet).
Ah –! (mat.) Nu slap den mig.
Ella Rentheim
(rusker i ham).
Hvad var det, John!
Borkman
(synker bagover mod lænet).
Det var en ishånd, som greb mig i hjertet.
s. 240
Ella Rentheim.
John! Fornam du ishånden nu!
Borkman
(mumler).
Nej. – Ingen ishånd. – En malmhånd
var det.
( Han glider helt ned på bænken.)
Ella Rentheim
(river kåben af sig og dækker over ham).
Bliv rolig liggende, der du ligger! Jeg
skal gå og hente hjælp til dig.
( Hun gør et par skridt mod højre; så standser hun, går til-
bage og føler længe på hans puls og hans ansigt.)
Ella Rentheim
(sagte og fast).
Nej. Bedst så, John Borkman. Bedst så
for dig.
( Hun breder kåben tættere om ham og sætter sig ned i snéen
foran bænken.)
(Kort stilhed.)
(Fru Borkman, hyllet i overtøj, kommer gennem skogen til
højre. Foran hende Stuepigen med en tændt lygte.)
s. 241
Stuepigen
(lyser i snéen ).
Jo, jo, frue. Her har vi sporene efter
dem –
Fru Borkman
( sér spejdende om sig).
Ja, her er de! Der borte sidder de på
bænken (råber.) Ella!
Ella Rentheim
(rejser sig).
Leder du efter os?
Fru Borkman
(hårdt).
Ja, det må jeg vel gøre.
Ella Rentheim
(peger).
Sé , her ligger han, Gunhild.
Fru Borkman.
Sover!
16
s. 242
Ella Rentheim
(nikker).
En dyb og lang søvn, tror jeg.
Fru Borkman
(udbrydende).
Ella! (behersker sig og spørger dæmpet.) Er det
sket – frivilligt?
Ella Rentheim.
Nej.
Fru Borkman
(lettet).
Altså ikke ved egen hånd?
Ella Rentheim.
Nej. Det var en isnende malmhånd, som
tog ham i hjertet.
Fru Borkman
(til pigen).
Hent hjælp. Få fat på folk fra gården.
s. 243
Stuepigen.
Ja vel, frue. (sagte.) I Jøssu navn da –
( Hun går ud gennem skogen til højre.)
Fru Borkman
(står bagved bænken).
Natteluften har altså dræbt ham –
Ella Rentheim.
Så er det vel.
Fru Borkman.
– ham, den stærke mand.
Ella Rentheim
(går hen foran bænken).
Vil du ikke sé på ham, Gunhild?
Fru Borkman
(afværgende).
Nej, nej, nej. (dæmper stemmen.) Han var en
bergmands søn, – han, bankchefen. Kunde
ikke tåle det friske drag.
16*
s. 244
Ella Rentheim.
Det var nok snarere kulden, som dræbte
ham.
Fru Borkman
(ryster på hovedet ).
Kulden, siger du? Kulden, – den havde
dræbt ham for længe siden.
Ella Rentheim
(nikker til hende).
Og skabt os to om til skygger, ja.
Fru Borkman.
Du har ret i det.
Ella Rentheim
(med et smærteligt smil).
En død og to skygger, – det har kulden
virket.
Fru Borkman.
Ja, hjertekulden. – Og så kan vel vi to
række hinanden hånden da, Ella.
s. 245
Ella Rentheim.
Jeg tænker, vi kan det nu.
Fru Borkman.
Vi to tvillingsøstre – over ham, vi begge
har elsket.
Ella Rentheim.
Vi to skygger – over den døde mand.
(Fru Borkman, bag bænken, og Ella Rentheim foran, rækker
hinanden hænderne.)

Forklaringer

Tegnforklaring inn her